Arbejdende værksted: Indigo, kyper, klæder – oplev det gamle farverhåndværk (2)

Onsdag den 6. august kl. 10-15

EbeltoftSyddjurs KommuneFor alleAugustGratis arrangementFerieaktivitet

Sommertraditionen tro, skal der selvfølgelig også i år farves og trykkes i den gamle farvergård! Derfor vækker vi for et par dage i august det gamle blåtrykshåndværk til live i Farvergården på Adelgade.

Som gæst vil du i det arbejdende værksted kunne følge med i processen, når vi gør farveren kunsten efter og trykker og indfarver stof med indigo på traditionel vis.

Indigo er et gammelkendt plantefarvestof, der gennem tiden har været meget populært, da det giver en smuk, dybblå farve. Det udnyttes i det gamle blåtrykshåndværk.
Denne trykketeknik blev gennem 17- og 1800-tallet kendt for de mønstrede stoffer, gerne med små blomstermotiver, som man dengang lavede i stor stil.  

Du vil i det arbejdende værksted også kunne opleve en demonstration af, hvordan de fine hvidmønstrede blåtryks-tekstiler bliver til. Og det er ingen nem proces!

På tekstilerne bliver det ønskede mønster først trykt med en farveafvisende pasta. Når klædet derefter indfarves, kan indigoen ikke sætte sig dér, hvor mønsteret er påtrykt. Det færdige stof står derfor med hvidt mønster på blå baggrund, der er kendetegnende for det helt særlige blåtryk.

Vi holder farveriværkstedet i gang hele dagen, og du kan bare kigge ind og følge med, som du har lyst.

Sted: Museum Østjylland, Farvergården, Adelgade 15, 8400 Ebeltoft

Det er gratis at deltage. Tilmelding ikke nødvendigt.