start på hovedindhold

Søslagene på Kolindsund – krigernes spor i det tørlagte sund

Onsdag den 28. oktober kl. 19-21

Norddjurs Kommune
For voksne
Oktober
Foredrag

Hvad fortæller sværd, spyd og økser om søslagene på Kolindsund? Hør et spændende foredrag om krig, arkæologi og middelalderhistorie.

I dag strækker Kolindsund sig som et fladt og fredeligt landskab midt på Djursland. Men under mulden gemmer sig spor efter dramatiske begivenheder fra middelalderen!
Hør den fascinerende historie i et foredrag på Ørum Bibliotek.

Siden dræningen af Kolindsund i slutningen af 1800-tallet er der fundet mange våben – sværd, økser og spyd – især i området ud for Ginnerup. Fundene har længe givet anledning til spørgsmålet:
Er våbnene rester af et eller flere søslag på det daværende sund?

I foredraget tager arkæolog og ph.d.-stipendiat Gustav Hejlesen Solberg publikum med ind i fortællingen om de mulige søslag på Kolindsund. Han tager udgangspunkt i de middelalderlige beretninger hos Saxo og Snorre Sturlason samt i de mange våbenfund fra sundet og fortæller om, hvad der egentlig skete på Djurslands vigtigste vandvej.

Gustav Hejlesen Solberg har forsket i vikingetidens krigeriske praksisser, våben og borge og er særligt kendt for sine studier af den såkaldte ”danske økse”, der i århundreder var et symbol på dansk krigeridentitet.

I de senere år har han analyseret flere af de sværd, der er fundet i Kolindsund. Undersøgelser af klingerne viser, at våbnene faktisk har været brugt i kamp.
Det bringer os dermed et skridt nærmere forståelsen af de mennesker og konflikter, der engang udspillede sig på sundets vand.

Nyd et spændende foredrag om arkæologi, våben, krigere og mulige søslag i middelalderens Djursland!

Der serveres kaffe og te.

Sted: Ørum Bibliotek, Skolebakken 43, 8586 Ørum Djurs

Arrangeres i samarbejde med Norddjurs Biblioteker