start på hovedindhold

Åsteder - podcastserie om Gudenåen

Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen

Stenalderbopladser, klostre, pramdragere og en kongegrav fra jernalderen – lyt til podcasten "Åsteder – fortællinger fra Gudenåen" og bliv inspireret til dit næste besøg ved Gudenåen.

Museerne omkring Gudenåen udgiver sammen podcasten "Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen". I podcasten deler museernes fagfolk generøst ud af deres store viden om landskabets mange skjulte historier – fra kilde til fjord og fra stenalder til tidlig industri og turisme. Du kan finde alle afsnittene i serien herunder eller dér, hvor du plejer at finde dine podcasts. Den findes også på eReolen.

Kampen om åen

I dag oplever vi flere problemer langs Gudenåen, som tab af biodiversitet, oversvømmelser, forurening og klimaforandringer. I den nye sæson af Åsteder ”Kampen om åen” undersøger vi Gudenåens store, historiske transformationer og stiller spørgsmålet: Kan fortiden være med til at løse vores problemer i fremtiden?

Vi undersøger blandt andet Skipper Gylliams kort over Gudenåen fra 1700-tallet, sejler med den store pramfart, der regulerede og ændrede Gudenåens forløb radikalt i 1800-tallet, samt besøge middelalderens munke, der så åen som en ressource til mølledrift – ligesom mere moderne industri og dræning af området har ændret åen og landskabet omkring den for at skabe økonomisk udvikling.

Mange moderne genopretningsprojekter kigger i dag i gamle kort og på Gudenåens tidligere forløb for derved at genskabe et bedre liv for alle langs åen.

Lyt til hele serien Kampen om åen herunder:

Sidste afsnit er ude – og dermed runder vi Åsteder af

Dette er (foreløbigt) sidste afsnit i podcasten Åsteder – fortællinger fra Gudenåen.
Siden 2019 har vi bevæget os op og ned ad Danmarks længste å (alle 160 kilometer) og fortalt historier om menneskene langs Gudenåen gennem tusindvis af år.

I det sidste afsnit kigger vi meget passende fremad mod Gudenåens fremtid.
Tak til alle jer, der har lyttet med, delt, kommenteret og fulgt os gennem årene.

Kampen om åen: Fremtidens Gudenå (#6)

Gudenåen løber gennem et landskab, der igen og igen er blevet formet af mennesker. I dette afsluttende afsnit ser vi på, hvordan tidligere tiders indgreb stadig præger åen i dag, og hvordan nye klimaforandringer udfordrer vores måde at tænke vand og natur på.

I selskab med Henrik Vejre, professor ved Københavns Universitet, undersøger afsnittet Gudenåens fremtid: Skal åen styres eller have mere plads? Og hvad betyder vores valg for det landskab, vi skal leve med i morgen?

Medvirkende: Henrik Vejre, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

Alle sæsonerne i Åsteder

Billeder til serien

  • Åsteder – Fortællinger fra GudenåenÅsteder – Fortællinger fra Gudenåen