
Adventsgaven fra Museum Østjylland
Vi ønsker alle en glædelig jul og håber, at I har ligeså stor fornøjelse af at gense de gamle Randers film, som vi har haft.
De bringer os på deres egen måde tættere på randrusianerne end noget andet medium. Vi kommer med til byens store begivenheder, og vi bliver inviteret indenfor i familiernes, institutionernes og virksomhedernes liv. I nogle tilfælde er det næsten som at være der selv.
Danmark på fiilm
"Danmark på film" er en webportal på Det Danske Filminstituts streamingsite Filmcentralen.dk. "Danmark på film" rummer dokumentariske film fra hele landet i perioden 1899-1995.
Der er mere end 1000 filmklip fordelt ud over et interaktivt danmarkskort, så du kan finde klip fra byer og egne, du interesserer dig for.
Filmene er gratis at se online, og der er hverken login eller abonnement. Film og klip må også benyttes til non-kommerciel offentlig fremvisning. Klip til kommercielt brug – henvendelse til Filmarkivet.
Med "Danmark på film" ønsker Det Danske Filminstitut at styrke fortællingen om Danmark med levende billeder til gavn for borgerne, for undervisningssektoren, for forskningen og for de øvrige kulturarvsinstitutioner. Målet er at bringe filmarven ud til brugerne og give adgang til Det Danske Filminstituts historiske filmsamling, så filmene kan ses og sættes i spil med henblik på lokal, national og international formidling.



