
En Randersrevy 1936-1937
Fotograf Johan Christensen. Optaget 1936-1937. Varighed 9 min.
Fotografen Johan Christensen optog et væld af film, som han dels lejede ud fra sin fotoforretning, og som han dels selv tog ud og viste til lokale foreningsarrangementer og lignende. Filmen "En Randersrevy", der viser begivenheder i Randers i 1936-37, er i denne genre. Det er en række let genkendelige Randersbegivenheder, som var velegnede til offentlige forevisninger, fotografen tager os med til.
Vi er med på kælkebakken i Vestparken, hvor der køres på de særlige Vesterbakkere - store, hurtige kælke, der blev styret med en stang - og hvor der altid stod samaritter klar til at tage sig af de ofte mange tilskadekomne. Vi er med til børnehjælpsdagene i både 1936 og 1937, hvor borgerskabet samlede ind til velgørende formål, og hvor byen blandt andet havde besøg af et belgisk udstillingstog, der kørte rundt i hele Nordeuropa. Vi er med, da de nye studenter springer ud fra Statsskolen og tager den traditionelle tur rundt om Niels Ebbesen-statuen på Rådhustorvet, og vi er med til frilørdagsfesten, hvor havnen var omdannet til festplads, og hvor der var opvisninger af blandt andet dragonerne fra Randers Kaserne og Niels Bukhs gymnaster fra Ollerup Højskole.
To mere spektakulære begivenheder dvæler fotografen lidt længere ved: Indvielsen af byens nye friluftsbad, Gudenåbadet ved Hvidemøllevej, der var blevet anlagt som et beskæftigelsesprojekt, og en gruppe danskamerikanere og indianere under ledelse af høvding Whirling Thunder, der besøgte Randers i forbindelse med deres optræden ved Rebildfesten 4. juli.