
Fagenes Folkefest 1942
Fotograf: Johan Christensen. Optaget 1942. Varighed 8 min.
Fagenes fest, der blev afholdt dels i København og dels i en række provinsbyer, blev i 1938 startet som et velgørenhedsarrangement af Socialdemokratiet og Arbejdernes Fællesorganisation. I Randers var man med fra starten. Allerede i 1938 afholdt man i Vestparken et arrangement, man kaldte Midtjysk Arbejderstævne. Herefter blev festen en årligt tilbagevendende begivenhed.
Johan Christensen har med sit kamera fastholdt begivenhederne omkring Fagenes fest i 1942. Festen fandt sted på Randers stadion søndag den 21. juni. Filmen viser klip fra de mange konkurrencer, som blev afviklet i løbet af de to timer, festen varede. Disciplinerne var blandt andet tovtrækning, fodbold med bind for øjnene (man fik point, hver gang man ramte bolden), kapløb for budcykler, tandemer og barneplejersker med barnevogne – og en hel del mere af samme skuffe.
Randers Dagblad skrev om begivenhederne: ”I det smukke sommervejr i gaar blev Fagenes Fest en straalende Sukces. Der var ikke færre end 7000 Mennesker på Tilskuerpladserne, og man morede sig kosteligt over de mange pudsige Situationer, der opstod i Dysterne mellem Fagene. Gunnar-Nu-Hansen optog Voksplader, som blev udsendt i Pressens Radioavis Kl. 18,35. Størst Interesse samlede sig om Tovtrækningen mellem Skrædderne, Barbererne, Arbejdsmændene og Smedene. Slutresultatet blev en flot Sejr til Arbejdsmændene, der vandt over Smedene på 2 Minutter og 28 Sekunder.”
Om løjerne skriver avisen endvidere, at Orkesterforeningens medlemmer vandt fodboldkampen over forsikringsbranchens funktionærer, at tjenerne vandt kapgangen over mælkeriarbejderne, og at ølstafetten, hvor der skulle drikkes bajere, blev vundet af bryggeriarbejderne over murerne. Hurtigste mand drak en øl på 5 sekunder!