
Randers Dagblad i 1930'erne
Formodentlig optaget af Johan Christensen. Optaget i perioden 1930-19239. Varighed 4 min.
Filmen former sig som en tur rundt i Randers Dagblads bladhus i Østergade, som ses i første scene. Venstreavisen Randers Dagblad som C.J. Rye grundlagde i 1874, var i 1930'erne den ene af byens fire aviser. De øvrige var den konservative Randers Amtsavis, den socialdemokratiske Folkebladet og den radikale Randers Amtstidende. Dagbladet blev efter C.J. Ryes død drevet af hans enke Marie, bistået af sønnerne Valdemar og Arnold.
Vi kikker ind i bladhusets forhus med ekspedition og redaktion og ser bogtrykker Valdemar Rye ved skrivebordet. Hans bror, redaktør Arnold Rye, ses omgivet af stabler af aviser og bøger. Herefter præsenteres vi kort for redaktørerne N. Elgaard og Engelbert Dröhse, for bladets journalister og for sætterne i håndsætteriet. Vi ser prægning af en avisside i pap, de store papirruller i avisens gård, bogtrykkeriet, smeltning af bly til satsen og sættemaskinerne, som avisen - som den første i byen - havde anskaffet allerede i de første år af 1900-tallet.
Til sidst i filmen er der et kik på rotationspressen, der stod i ejendommes bagbygning. Randers Dagblad blev solgt til De Bergske Blade i 1970 og lukkede i 1976.