Åsteder - podcastserie om Gudenåen

Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen

Stenalderbopladser, klostre, pramdragere og en kongegrav fra jernalderen – lyt til podcasten "Åsteder – fortællinger fra Gudenåen" og bliv inspireret til dit næste besøg ved Gudenåen.

Museerne omkring Gudenåen udgiver sammen podcasten "Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen". I podcasten deler museernes fagfolk generøst ud af deres store viden om landskabets mange skjulte historier – fra kilde til fjord og fra stenalder til tidlig industri og turisme. Du kan finde alle afsnittene i serien herunder eller dér, hvor du plejer at finde dine podcasts. Den findes også på eReolen.

Kampen om åen

I dag oplever vi flere problemer langs Gudenåen, som tab af biodiversitet, oversvømmelser, forurening og klimaforandringer. I den nye sæson af Åsteder ”Kampen om åen” undersøger vi Gudenåens store, historiske transformationer og stiller spørgsmålet: Kan fortiden være med til at løse vores problemer i fremtiden?

Vi undersøger blandt andet Skipper Gylliams kort over Gudenåen fra 1700-tallet, sejler med den store pramfart, der regulerede og ændrede Gudenåens forløb radikalt i 1800-tallet, samt besøge middelalderens munke, der så åen som en ressource til mølledrift – ligesom mere moderne industri og dræning af området har ændret åen og landskabet omkring den for at skabe økonomisk udvikling.

Mange moderne genopretningsprojekter kigger i dag i gamle kort og på Gudenåens tidligere forløb for derved at genskabe et bedre liv for alle langs åen.

Lyt til hele serien Kampen om åen herunder:

Kampen om åen: Drømmen om land i Vorup Enge (#5)

Vi er i Vorup Enge ved Randers i 1951. Her arbejder en stor gruppe mænd hårdt på at skabe ny, brugbar landbrugsjord til gavn for lokalområdet. Over en årrække graver de grøfter, lægger drænrør og rejser diger langs åen. Det er et hårdt arbejde, der udføres med håndkraft, og ofte i fugt og kulde. Drømmen om at man kan forvandle vand til land er stærk!

I begyndelsen lykkedes det at skabe mere landbrugsland i Vorup Enge. Engene bliver tørre, og markernes afgrøder vokser. Men langsomt begyndte jorden at synke, og kampen mod vandet bliver vanskeligere. I dag er digerne væk, og Gudenåen har igen forbindelse til engene. Det fortæller Mathilde Storvang fra Randers Stadsarkiv i dagens afsnit.

Medvirkende: Mathilde Storvang, Randers Stadsarkiv. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.


Alle sæsonerne i Åsteder

  • Åsteder – Fortællinger fra GudenåenÅsteder – Fortællinger fra Gudenåen