Det store sæbekassederby i Randers 1950
Fotograf Johan Christensen. Optaget den 8. oktober 1950. Varighed 8 min.
Den 8. oktober 1950 løb det første sæbekassederby af stablen i Randers. Det var arrangeret af Randers Amtsavis og Randers Motorsport på Parkboulevarden og havde 143 deltagere, som stillede op i fire klasser: Kørere indtil 10 år i vogne med kuglelejer, kørere indtil 10 år i vogne uden kuglelejer, kørere over 10 år i vogne med kuglelejer og kørere over 10 år i vogne uden kuglelejer. Fem af deltagerne var piger.
Løbet blev afviklet over en 220 meter lang strækning på Parkboulevarden. Det gjaldt ikke bare om at komme først. Sponsoreret af en lang række virksomheder var der præmier til både de hurtigste i hver klasse, den sjoveste og den smukkeste. En særlig konduitepræmie var der også. Den blev vundet af John Høegh Mariagervej 1, som blev væltet af en stor hund undervejs, men som alligevel klarede situationen. Dagens hurtigste kører med en tid på 30,2 sekunder blev Karsten Thulstrup, Hornbæk. Han fik overrakt sin pokal af den tredobbelte danske mester i motorsport, Robert Nellemann. Den hurtigste pige - og næst-hurtigste kører overhovedet - var Inge Tougaard fra Hornbæk. Den mest komiske bil - en bil på rulleskøjtehjul – tilhørte Søren Mogensen, Ymersvej 42, mens Per Brandt Christensen, St. Blichers Gade 1b
fik præmie for dagens smukkeste bil. Til alle deltagerne var der foruden præmier en lille gavepakke fra benzinselskabet Esso med en smørekande, olie og en lille bog. Fra Dandy var der en pakke tyggegummi til alle, og der var et stykke sæbe fra Kaalunds Sæbefabrikker. De 8.000-10.000 tilskuere havde en virkelig spændende dag. For en 73-årig mand blev spændingen måske for meget. Han fik et hjertetilfælde under løbet.