
Arkæologer ser tilbage på fund og oplevelser i 2024
Se årets flotte fund, hør om undersøgelser, formidling og forskning, når Museum Østjyllands arkæologer i et foredrag gør status over det arkæologiske arbejdsår 2024.
Arkæologers arbejde foregår primært under åben himmel eller foran pc-skærme på et kontor. Her dykker de ned i fortidens mange spændende historier, og nu inviteres du helt tæt på arkæologernes alsidige arbejde! Se årets flotte fund, hør om undersøgelser, formidling og forskning, når Museum Østjyllands arkæologer i et foredrag gør status over det arkæologiske arbejdsår 2024.
Der er entré, og der serveres kaffe og te.
Foredrag: Arkæologernes arbejdsår 2024, torsdag den 20. februar 2025 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland, Kulturhuset Randers, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 85 kr. inkl. kaffe og te.
Snacks kan tilkøbes.
Det arkæologiske foredrag på museet i Kulturhuset kommer langt omkring. Her kan du blandt meget andet få fortællingen om en gravhøj i foråret blev udgravet ved Haslund og om massevis af skeletter på Slotspladsen.
”Det kan svinge utrolig meget fra år til år, hvor travlt vi arkæologer har. Er der højkonjunktur i samfundet med masser af vækst og ønske om at udvide og anlægge nye boligområder, industri, veje og cykelstier, smitter det også af på vores arkæologiske arbejde. Så er der travlhed med forundersøgelser og udgravninger, registreringer og afrapporteringer,” forklarer arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen og tilføjer, at 2024 var et forholdsvist travlt år.
”Er vi så heldige at finde et særligt spændende fund, kaster det naturligvis også efterfølgende arbejde af sig. Det kan være udstilling af genstandene og formidling af den gode historie, så den kommer ud til borgerne.”
De døde fra Gråbrødrekloster
Museets arkæologer var samtidig med udgravningen af gravhøjen ved Haslund også i gang med en udgravning i hjertet af Randers. På Slotspladsen kunne forbipasserende borgere i 2024 på nærmeste hold opleve, at arkæologerne udgravede dele af Gråbrødreklostret. Det blev en undersøgelse, som kastede mange interessante fund af sig.
”Ud over dele af klostrets bygninger fandt vi også 27 velbevarede skeletter af randersborgere, som for 6-700 år siden begravet ved klosteret,” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen og lover, at der under foredraget bliver tid og plads til spørgsmål og svar blandt andet om fundene på Slotspladsen.
Udgravningen af klosteret skete forud for en kommunal forskønnelse af Slotspladsen.
Over 1.000 detektorfund
I tilbageblikket på 2024 bliver du naturligvis heller ikke snydt for at høre seneste nyt om den meget store boplads fra jernalderen, der i løbet af efteråret blev udgravet nær Hornbæk.
Og så byder aftenen på en præsentation af nogle af de mange interessante detektorfund, der blev indleveret i løbet af året.
”Igen i år glæder vi os over at have modtaget langt over 1.000 genstande fra de flittige detektorførere! Det er blandt andet en spændende skat fra vikingetiden bestående af arabiske mønter,” fortæller en begejstret Thomas Guntzelnick Poulsen.
Formidling og forskning i 2024
Når museets arkæologer deler deres oplevelser fra 2024, omfatter det et kig på de mange formidlingsaktiviteter, som arkæologerne har været involveret i. Forskningen fyldte også sidste år meget for museets arkæologer, og det mest markante projekt er et forskningsprojekt om det middelalderlige Randers.
”Endelig skal vi naturligvis også runde arbejdet med forskningsprojektet om stenalderen ved Ginnerup, som er museets største forskningsprojekt hidtil,” slutter arkæologen.
For mere information kontakt: Arkæolog og ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen på tlf. 4010 8128 eller på tgp@museumoj.dk