
Besøg Kulturhusets nye børneunivers: MIG & MIT KULTURHUS
Kulturhuset er vores allesammens, og alle ved, at det bugner af kunst, bøger, gamle genstande – og ikke mindst sjove aktiviteter for børn og familier!
Nu er der kommet endnu mere plads til leg i et nyåbnet børneunivers MIG & MIT KULTURHUS i Kulturhusets kælder. Her kan børn kaste sig ud i en lang række sjove lege og kreative aktiviteter.
Der er gratis adgang til alle herlighederne, og alle er velkomne.
Nyt børneunivers MIG & MIT KULTURHUS er åbnet.
Sted: Kulturhuset Randers, kælderen, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Åben mandag - torsdag kl. 8 - 19, fredag kl. 8 - 18, lørdag kl. 9 - 15, søndag kl. 10 - 14. Gratis.
Kulturhuset har været så heldige at overtage børneudstillingen MIG & MIN BY, der tidligere er vist på Museum Østjylland, hvor den tiltrak mange tusinde små og større gæster.
MIG & MIN BY er nu forvandlet til MIG & MIT KULTURHUS og er placeret i husets fælles kælderrum, hvor alle kan besøge det sjove og lærerige aktivitet.
”I forvandlingen har vi lavet flere tilføjelser til udstillingen, der gør den til et rigtigt Kulturhus-univers. Vi har blandt andet fået bygget et flot mini-kulturhus, hvor der er endnu mere plads til leg, kreativitet og opdagelse,” lyder det fra Kulturhuset.
Kulturhusets tre institutioner har i samarbejde med illustrator Rasmus Bregnhøi og designfirmaet Bureau Detours skabt det sjove og finurlige legeunivers, som er Kulturhusets nye familieområde.
Vil I lege slikbutik? - så lån en legekuffert
I børneudstillingen er der små huse og butikker, som børn kan lege i. For at gøre legen i MIG & MIT KULTURHUS ekstra sjov kan børn og familier fremover låne en legekuffert på én af de tre etager, som huser Randers Bibliotek, Museum Østjylland eller Randers Kunstmuseum.
”Kufferterne er fulde af legetøj til at lege slikbutik eller pølsevogn. Der er også krea-ting, som børnene og deres voksne kan hygge sig med i udstillingens mini-kulturhus,” fortæller de fra Kulturhuset.
Børnefamilier kan låne kufferterne fra alle tre institutioner i Kulturhuset. Biblioteket står for udlån af lidt større kufferter til daginstitutioner, som også er meget velkomne til at besøge det legende univers.
Satellitter på hver etage
MIG & MIT KULTURHUS har også sneget sig op fra kælderen og ind på Kulturhusets tre etager ovenover. Det betyder, at der på hver etage er en lille MIG & MIT KULTUHUS-satellit med aktiviteter i børnehøjde.
Hos Randers Bibliotek skal børn og familier finde verdens mindste røde knap. På Museum Østjylland skal børnene hjælpe muldvarpen gennem en underjordisk labyrint, og på Randers Kunstmuseum har de simpelthen fået en pølse-katapult, som børnene kan prøve kræfter med!
MIG & MIT KULTURHUS er en permanent aktivitet for børn og familier, som nu og fremover kan besøge det finurlige univers, der inviterer til leg og fordybelse.
For mere information kontakt:
Museumsinspektør på Randers Kunstmuseum, Julie Margrethe Nyrup på tlf. 3034 1092
Museumsinspektør på Museum Østjylland, Lisette Berg Andersen på tlf. 2484 0188
Bibliotekar på Randers Bibliotek, Sanne Andersen på tlf. 87 10 68 94