Bøj jern, lav en togvogn og udsmyk en

Efterårsferien banker på, og de frivillige håndværkere på Håndværksmuseet tripper og venter spændt på, at børnene myldrer ind!

Når det er ferietid, er der nemlig altid liv og glade dage på museet med de mange gamle værksteder. Børn fra nær og fjern strømmer til og kaster sig ud i kreative aktiviteter. I år kan børnene bøje jern i smedjen, prøve kræfter med murerhåndværk, lave små læderting og meget andet.
Alt er gratis, og børnene får selvfølgelig deres værker med hjem.

Efterårsferie på Håndværksmuseet, tirsdag den 15. og torsdag den 17. oktober 2024
kl. 12 - 15.30.
Sted: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Gratis.

Der er masser af aktiviteter at gå i gang med på Håndværksmuseet, og hvorfor ikke begynde med at svinge hammeren på det genstridige jern på ambolten hos smedene i den gamle smedje.

”Der er altid ekstra hyggeligt på Håndværksmuseet, når smedene fyrer op i essen, ilden buldrer, og varmen breder sig ud i huset,” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

”Næsten alle børn bliver tiltrukket af ilden. Så mon ikke smedene som så ofte før får travlt, når de skal instruere i, hvordan man kan opvarme og bøje det ellers så genstridige jern i alle retninger!”

Hallo, det er maleren

Det kræver gode armkræfter at svinge en tung hammer ved smedene, men til gengæld er der ingen krav om store muskler hos Håndværksmuseets maler. Her kan børn i alle størrelser og styrker være med til at dekorere små smarte mobiltelefon-holdere.

”I dag har de fleste børn set film eller spillet spil på en mobiltelefon. Men var man ung før 00’erne, levede man i en tid, hvor de i dag så uundværlige mobiltelefoner slet ikke fandtes,” fortæller museumsinspektøren.

”Den første mobiltelefon var faktisk en biltelefon, der vejede hele 11,5 kilo! Senere kom den håndholdte mobil, der ”kun” vejede et kilo. Den kunne holde strøm i en halv times tid – efter 10 timers nonstop opladning!”

Hår på og togvogn til tiden

Hos frisørerne på Håndværksmuseet er der en tradition for, at ens hår selvfølgelig skal se bedre ud, når man går ud fra salonen, end da man kom! Den tradition holder frisørerne fast i, når alle i efterårsferien kan lave fine hårelastikker og sætte flot hår på frisørhovederne.   

”Og det er faktisk ikke kun pigerne, der bruger halve timer på at lave kunstfærdige frisurer på frisørhovederne. Drengene er ofte også med på legen og laver sjove og kreative hår-arrangementer,” forsikrer Lisette Berg Andersen.

Vil børnene hellere have savsmuld på hænderne og lidt sved på panden, kan de kigge indenfor ved de frivillige håndværkere i træværkstedet. Her ligger trædele klar til en fin og detaljeret togvogn. Delene venter bare på at blive banket sammen og få slebet kanterne.
I år laver børnene anhængere til det lokomotiv, de i en tidligere ferieaktivitet kunne lave.
Er man gået glip af det, kan lokomotivet købes billigt, fix og færdigt på Håndværksmuseet.
De to dage på Håndværksmuseet byder også på aktiviteter med læder, smykker og strik.  

For mere information kontakt:

Museumsinspektør Lisette Berg Andersen på tlf. 2279 5432 eller på lba@museumoj.dk