
Del dine digitale billeder med Randers Stadsarkiv – det er nemt og hurtigt
Som borger i Randers Kommune kan du nu dele dine dokumenter og billeder digitalt med Randers Stadsarkiv. Med den digitale afleveringsløsning SmartArkivering afleverer du nemt og bekvemt al slags materiale til arkivet – direkte fra din sofa!
SmartArkivering er en del af projektet Mere Vand i Systemet, hvor danske arkiver og museer undersøger, hvordan borgerne oplever klimaforandringerne.
Lancering af den digitale afleveringsløsning, SmartArkivering.
Platformen kan tilgås fra www.smartarkivering.dk
SmartArkivering er åben for alle og aktiv fra foråret 2025.
Ønsker du som borger i kommunen at aflevere materiale til Randers Stadsarkiv, logger du på den sikre platform, SmartArkivering ved hjælp af MitID. Du kan sende dokumenter, lydfiler og billeder af alle slags til SmartArkivering. Systemet er udviklet af Aarhus Stadsarkiv og nu altså også i brug hos Randers Stadsarkiv.
”I takt med at vores hverdag bliver mere digital, bliver vores historier og minder det også,” forklarer arkivar Martin Mauritzen fra Randers Stadsarkiv.
”Med SmartArkivering ønsker vi at gøre det nemmere for alle borgere at bidrage til kommunens historie og sikre, at deres fortællinger bevares for fremtiden.”
Gør det let for borgerne
Borgmester i Randers, Torben Hansen, har set SmartArkivering i brug og siger i den forbindelse:
”Det er godt at konstatere, at vi har et arkiv, der følger med udviklingen og sørger for at gøre det let for borgerne at aflevere aktuelle digitale billeder og andre arkivalier! Vores nutid bliver hurtigt til en del af historien, og det er vigtigt for byen, at vi får dokumenteret hverdagen anno 2025.”
En del af Mere Vand i Systemet
Randers Stadsarkiv er en del af pilotprojektet Mere Vand i Systemet, hvor danske arkiver og museer over hele landet undersøger, hvordan borgere oplever klimaforandringer.
Projektet stiller spørgsmål som:
Hvordan påvirker de stigende vandmængder og hyppigere oversvømmelser hverdagen? Hvordan forbereder folk sig på en mere regnfuld fremtid?
”Randers er blandt de kommuner, der har mærket konsekvenserne af forhøjet vandstand. Byen indgår derfor som en lokal case i undersøgelsen,” lyder det fra Randers Stadsarkiv.
Randers Stadsarkiv har allerede indsamlet interviews, men arkivet søger nu også billeder, videoer, tekster og lydoptagelser, der dokumenterer klimaforandringerne.
Arkivet understreger, at opfordringen ikke kun gælder billeder, lydoptagelser mm., der relaterer til forhøjet vandstand og klimaforandringer. Borgere i kommunen er velkomne til at dele al slags materiale via SmartArkivering.
Hjælp med at dokumentere klimaudfordringer
Arkivet har brug for masser af billeder fra alle områder af Randers. Byens borgere opfordres nu især til at dele deres fotos og dokumentation af storme og oversvømmelser. På den måde kan arkivet og borgerne i fællesskab bevare Randers’ historie for fremtiden.
”Vi håber, at SmartArkivering kan gøre det lettere for borgere at dele billeder af storme og oversvømmelser, som har ramt Randers de seneste år. Materialet vil både indgå som en vigtig del af Mere Vand i Systemet-projektet, men også udgøre et vigtigt stykke dokumentation af byens historie,” slutter arkivar Martin Mauritzen.
For mere information kontakt:
Arkivar Martin Mauritzen på tlf. 9243 4973 eller på mpm@museumoj.dk
Arkivar Tina Knudsen Jensen på tlf. 2344 9036 eller på tkj@museumoj.dk
Fakta Projekt Mere Vand i Systemet
- Pilotprojektet er gjort muligt via en bevilling på 1.095.000 kr. fra Augustinus Fonden.
- Mere Vand i Systemet er et samarbejde mellem Rigsarkivet, Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA), Organisationen Danske Arkiver (ODA), Det Grønne Museum, Museum for Forsyning og Bæredygtighed, Nationalmuseet, Det Kgl. Bibliotek, Randers Stadsarkiv, Museum Østjylland og Slagelse Arkiverne i Korsør, Skælskør og Slagelse.
- Pilotprojektet involverer borgere, organisationer, netværk og virksomheder, der er påvirkede af de øgede vandmængder som følge af klimaforandringer.