Leg også igennem i Kulturhusets kælder, hvor børneuniverset MIG & MIT KULTURHUS tilbyder timers leg i de mange små huse.
Gratis.
Byg med Opfinderskolen i efterårsferien, tirsdag den 14. oktober og onsdag den 15. oktober 2025, begge dage kl. 11 - 14.
Sted: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis.
Leg i MIG & MIT KULTURHUS, alle dage i Museum Østjylland, Randers Bibliotek eller Randers Kunstmuseums åbningstid.
Sted: Kulturhusets kælder, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis.
Opfinderskolen er igen klar til at få vilde idéer, designe og bygge løs sammen med børn i alle aldre, så idéen om den perfekte lille bil kan blive til virkelighed.
”Det bedste ved at få en idé er jo næsten at afprøve den. Og netop det kan I på museet i efterårsferien, for her er der materialer, værktøj og ikke mindst gode sparringspartnere, når I som familie eller venner bygger løs ud fra en god ide,” forklarer museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
”Benyt også lejligheden til at se eller gense udstillingen Ellert - elektriske drømme, som jo netop handler om en vild idé, der blev til virkelighed!”
Der bygges fantasifulde biler tirsdag og onsdag i efterårsferien, hvor Opfinderskolen på Museum Østjylland står klar med limpistoler, dimser og dutter og ikke mindst motorer, der skal være teknisk indmad i de fede design-biler.
Ved lange borde udtænker børnene, hvordan en lille fjernstyret bil ser bedst ud og – ikke mindst – kører bedst! Skal det være en stationcar til hele familien eller en lille smart bil, der kan køre hurtigt? Formålet med opfinderiet er, at børn skal tænke kreativt og selvstændigt, og de skal afprøve en tænkt idé i praksis. Derfor prøvekøres alle de nyopfundne bil-designs også på en lang forhindringsbane inde i museets udstillingsrum.
”Verden har brug for opfindsomhed og nytænkning. Vi har brug for opfindere! Tænk bare på den lille elektriske bil, ellerten, som i år fejrer 40-års jubilæum. Nogen skulle i sin tid tænke den, nogen skulle bygge den – og hvorfor ikke starte med at tænke og bygge kreativt i efterårsferien?” smiler museumsinspektøren.
”Børnene får selvfølgelig deres bildesigns med hjem. Bilerne fra workshoppen kan sættes ovenpå og rundt om børnenes fjernstyrede biler derhjemme, så de nye designs også kan komme ud at køre, når workshoppen er forbi.”
Arrangementet er støttet af Børnekulturugen.
Museum Østjylland viser også i efterårsferien jubilæumsudstillingen Ellert – elektriske drømme om ellerten, hvor børn kan se en ellert indeni, prøve at sidde i én og måske tage en selfie.
Efterårsferien er den perfekte lejlighed til også at udforske børneuniverset MIG & MIT KULTURHUS i Kulturhusets kælder. MIG & MIT KULTURHUS er et finurligt børneunivers, der inviterer til leg, kreativitet og fordybelse. I børneuniverset er der små huse og butikker, og for at gøre legen ekstra sjov kan børn låne legekufferter på Randers Bibliotek, Museum Østjylland eller Randers Kunstmuseum.
”Kufferterne er fulde af legetøj til at lege slikbutik eller pølsevogn med. Der er også krea-ting, som børn og deres voksne kan hygge sig med i mini-kulturhuset,” fortæller de fra Kulturhuset.
På hver af Kulturhusets tre etager findes desuden en MIG & MIT KULTUHUS-satellit med aktiviteter i børnehøjde. På biblioteket skal børn og familier finde verdens mindste røde knap. På Museum Østjylland skal børnene hjælpe muldvarpen gennem en underjordisk labyrint, og på Kunstmuseet har de fået en pølse-katapult, som børn kan prøve kræfter med!
I efterårsferien er der også åbne døre et andet sted i Kulturhusets underste etage. Museum Østjyllands bevaringsafdeling slår nemlig her dørene op for store og små og viser, hvad konservatorerne går og arbejder med.