Foredrag kaster nyt lys over Randers i middelalderen

Fortællingen om en by kan aldrig skrives færdig. En by er i stadig bevægelse, og brikker til forståelsen af dens historie dukker hele tiden op.

Sådan er det naturligvis også med en gammel by som Randers! I et foredrag på Museum Østjylland kan du nu få en masse ny viden om, da byen opstod. Hør arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen fortælle om nye konklusioner på både nye og gamle undersøgelser og få svaret på, præcis hvornår Randers opstod, og hvordan byen gennem århundrederne udviklede sig.

Foredrag: Randers – en middelalderby ved Gudenåen, torsdag den 3. april 2025
kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers.
Billet: 85 kr.

Museum Østjylland kunne i 2024 glæde sig over at have modtaget midler fra Kulturministeriet til at dykke ned i historien om middelalderens Randers. Formålet var at undersøge, hvorfor og hvordan byen voksede frem og udviklede sig.

”Foredraget er baseret på projektets resultater, og der er heldigvis meget ny og spændende viden om middelalderbyen Randers, som jeg kan afsløre og uddybe denne aften,” lover Thomas Guntzelnick Poulsen.

Projektet har kastet nyt lys over spørgsmål som, hvor og hvornår opstod det ældste Randers? Hvordan adskilte byen sig fra andre middelalderbyer, der ofte havde en domkirke?

Udgravninger og boreprøver giver svar

Thomas Guntzelnick Poulsen giver i foredraget publikum en unik indsigt i de nyeste forskningsresultater.

”Det er resultater, der både giver os en større forståelse af Randers’ historie og sætter byen på landkortet i national og international byhistorisk forskning,” forklarer arkæologen.

Arkæologiske udgravninger og nye boreprøver i Randers’ historiske centrum danner grundlaget for projektet, der har kortlagt, hvordan byen så ud i dens spæde start i middelalderen. Projektet har også undersøgt, hvordan beboerne i byen udbyggede og stabiliserede byens areal ved at opfylde og inddæmme langs Gudenåen.

Fire meter tykt kulturlag

Randers har en lang historie og er derfor et spændende sted for arkæologerne at undersøge og forske i. ”Her i Randers har vi et kulturlag (jordlag med spor af menneskelige aktiviteter) på op til fire meters tykkelse fyldt med levn fra levede liv og aktivitet. Så byen rummer et stort potentiale for arkæologisk forskning,” fastslår Thomas Guntzelnick Poulsen.

Sammenhængende billede af Randers

Siden 1873 og frem til i dag har der været over 100 arkæologiske udgravninger i Randers’ bymidte. Hidtil har der imidlertid ikke været et samlet overblik over, hvad der er fundet, og hvad fundene kan fortælle om byens grundlæggelse og opblomstring. En væsentlig del af projektet på Museum Østjylland har derfor været at holde allerede eksisterende udgravningsrapporter og arkæologiske fund sammen med nye resultater af boreprøver og geologiske undersøgelser.

”Ved at analysere kulturlag, der tidligere er udgravet og strukturere informationen på tværs af forskellige undersøgelser, har museet i dag fået et mere sammenhængende billede af byens udvikling. Så der er nok at tage fat på og dykke ned i til foredraget den 3. april,” slutter arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen.

For mere information kontakt: Arkæolog og ph.d. Thomas Guntzelnick Poulsen på tlf. 4010 8128 eller på tgp@museumoj.dk