Gemmer din slægt på fantastiske historier?

Er du lige begyndt med at lede efter din families historie? Eller er du allerede godt i gang, men er gået i stå og mangler idéer til at komme videre?

Familier rummer mange fortællinger, men det kan være svært at finde hoved og hale i relationerne, hvis du ikke er øvet i at søge.
Alligevel kaster danskerne sig over slægtsforskning som aldrig før!
Har du brug for et puf fremad i din slægtsforskning, kan du nu få hjælp hos medlemmerne af Slægts- og Egnshistorisk Forening, når de besøger Randers Stadsarkiv i Kulturhuset.
Det er gratis – du møder bare op!

Få hjælp til slægtsforskning, torsdag den 25. september 2025 kl. 13 - 15.

Sted: Randers Stadsarkiv, Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis.

Fødte din tipoldemor 15 børn og udvandrede til Amerika, løb din farfars kusine hjemmefra og giftede sig med en dømt bankrøver, eller var en af dine forfædre med til at udvikle en kur mod en livstruende sygdom?

”Fortiden rummer et hav af fantastiske historier, så det er bare med at komme i gang med at grave i din egen historie, i din egen slægt. I dagligdagen kan vi godt glemme, at vi alle har bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre, der er forudsætningen for, at vi overhovedet lever i dag,” siger arkivar Mathilde Storvang fra Randers Stadsarkiv.

Ved du, hvem du er?

Den stigende popularitet skyldes både tv-programmer som ”Forsvundne arvinger” og senest ”Fortidens hemmeligheder” på DR med kendte danskere. Men især digitalisering af arkivernes breve, optegnelser, lister og fotos har gjort det enkelt for alle danskere at komme i gang med skattejagten hjemme fra sin egen pc. Gennem de sidste 10-20 år har mange af landets arkiver arbejdet intenst med at få gjort deres samlinger tilgængelig for borgerne.

”I dag er for eksempel kirkebøger og folketællinger tilgængelige på internettet. På den måde er det blevet meget nemmere at komme i gang med at slægtsforskningen,” forklarer arkivaren.

Hjælpen er nær

Som uøvet slægtsforsker kan det være svært at vide, hvor man skal begynde, når man kaster sig over slægtsforskningen. Det er netop derfor, at medlemmer af Slægts- og Egnshistorisk Forening nu besøger Randers Stadsarkiv og stiller deres ekspertise til rådighed for alle. Det er ganske gratis, og du kan blot møde op på arkivet torsdag den 25. september.

”Du kan spørge og få hjælp til hvad som helst om din families historie, uanset om det drejer sig om udlagte barnefædre, teksttydning eller noget helt tredje,” forsikrer Mathilde Storvang og tilføjer, at du også bliver præsenteret for gode websider eller særlige kildetyper, som kan hjælpe dig tættere på dit mål: At finde dine rødder.

Kirkebøger, folketællinger og protokoller

Arrangementet er både for dig, der er nybegynder, og dig der allerede er i gang, men som måske er kørt fast i arkivstudierne. Opsporing af forsvundne aner, familieskrøner og hemmeligheder eller uklarheder i din historie og slægt kan nemlig være svære at holde styr på.

”Men med god hjælp fra de frivillige medlemmer fra Randers Slægts- og Egnshistorisk Forening kan du finde frem til masser af viden om din slægt. Nøglen til din historie gemmer sig i kirkebøger, tingbøger, folketællinger, ejendomsprotokoller, skifter og alt muligt andet,” forklarer Mathilde Storvang.

De frivillige vejledere fra Randers Slægts- og Egnshistorisk Forening, der nu kigger forbi Randers Stadsarkiv i Kulturhuset, er alle erfarne slægtsforskere.

For mere information kontakt: Arkivar på Randers Stadsarkiv, Mathilde Storvang på tlf. 2345 2398 eller ms@museumoj.dk