
Heksejagt og trolddom i ny mini-udstilling på Maltfabrikken
I en ny pop-up-udstilling kan du tage på tidsrejse tilbage til 1600-tallet, hvor heksejagt, overtro og frygt var en del af hverdagen i Ebeltoft.

I den lille udstilling på Maltfabrikken kommer du helt tæt på en tid, hvor heksejagt og trolddom var dagligdagsbegreber, og hvor ebeltofterne levede med visheden om, at den næste dømte heks kunne være en nabo eller en søster.
Det er gratis at besøge udstillingen.
Fernisering af pop-up-udstillingen: Frygten tager fat: hekse og trolddom i Ebeltoft,
tirsdag den 25. november 2025 kl. 14.
Sted: BMA - Maltfabrikken, 1. sal, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft.
Udstillingen kan ses i Maltfabrikkens åbningstid og frem til begyndelsen af 2026.
Gratis – alle er velkomne.
Den ny mini-udstilling sætter spotlyset på hekseprocesserne i Ebeltoft ud fra et følelseshistorisk perspektiv. Følelseshistorie er et felt inden for historiefaget, der handler om at forstå, hvordan mennesker i fortiden følte, tænkte og reagerede og ikke mindst, hvordan følelser påvirkede menneskenes handlinger og samfundet omkring dem.
”Vi viser nu denne udstilling for at sætte hekseprocesserne ind i deres historiske sammenhæng,
så fortiden kan forstås på dens egne præmisser,” fortæller historiestuderende og studiepraktikant på Museum Østjylland, Jonathan Kanstrup.
”Man må ikke tro, at datidens borgere var hverken mere onde eller mere uintelligente, end vi er i dag. De handlede bare ud fra den verden, de kendte, hvor djævelen og trolddommen blev anset som virkelige kræfter, der kunne være til fare for enhver.”
Hekse flyder ovenpå
Pop-up-udstillingen Frygten tager fat: hekse og trolddom i Ebeltoft viser, hvordan tro og frygt formede verdensbilledet i 1600-tallets Danmark – og dermed også loven. I udstillingen kommer du blandt andet tæt på historien om Jørgen Arenfeldt, den ihærdige heksejæger, som stod bag flere hekseprocesser på Rugaard Gods i 1680’erne. Arenfeldt var berygtet for at bruge forhørsmetoder, som også dengang var ulovlige!
”Han brugte for eksempel den famøse vandprøve, hvor den anklagede blev bundet på hænder og fødder og derefter smidt i vandet. Formålet var at teste, om hun kunne flyde: flød hun ovenpå, var hun en heks. Sank hun, var hun uskyldig…!” beskriver Jonathan Kanstrup.
Anne fra Boeslum ændrede retspraksis
I udstillingen møder du også fortællingen om den synske Anne Sørensdatter fra Boeslum, en af de kvinder, der i 1686 blev anklaget for at være heks. I miniatureformat kan du i en rekonstruktion i udstillingen se Anne Sørensdatter blive udsat for vandprøven i Heksedammen foran Rugaard Gods. Du hører også historien om, hvordan Anne Sørendatters retssag endte med at blive skelsættende for hekseprocesser i hele Danmark.
”Udstillingen er lille af omfang, men kommer alligevel dybt ned i emnet hekse og trolddom,” lover Jonathan Kanstrup.
Pop-up-udstillingen byder også på en mulighed for at reflektere over, hvordan frygt også i dag kan forme et fællesskab - og rive det fra hinanden igen.
For mere information kontakt: Historiestuderende ved Aalborg Universitet og studiepraktikant Jonathan Kanstrup på tlf. 2961 1307 / jek@museumoj.dk