
Kærlighedserklæring til verdens bedste ellert
Hvorfor vækker det lille plastikkøretøj, ellerten, så stor nysgerrighed og glæde – selv 40 år efter de første tegninger blev lavet?

I et foredrag på Museum Østjylland fortæller formanden for Ellertforeningen, Richard Dam Laursen, om sin fascination af ellerten, dens unikke kulturhistorie og betydning for dansk elbil-historie.
Det er ganske gratis at opleve formanden dele sin ellert-begejstring. Du skal blot huske at tilmelde dig arrangementet på museets hjemmeside.
På tre hjul gennem Danmark og ud i verden – Ellertforeningens formand fortæller, lørdag den 17. januar 2026 kl. 13 - 15.
Sted: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis inkl. kaffe og te. Husk tilmelding.
Formanden for Ellertforeningen fortæller denne eftermiddag om sine egne oplevelser med ellerten gennem mange år. Spiren til den store interesse for elbilismen blev vakt, da han for år tilbage var med til at bygge en batteriskiftestation til projektet Better Place, hvor elbiler kørte i en slags ”vaskehal” og på få minutter fik skiftet batteri og kørte videre.
”Jeg kunne godt se, hvor det gik henad med det projekt, pengene fossede ud. Men jeg syntes nu, det var interessant det med elbiler,” fortæller Richard Dam Laursen, der hurtigt så mod ellerten som en prisbilligt alternativ til blandt andet Teslaen, som på det tidspunkt var langt dyrere, end den er i dag.
På eventyr med ellerten
Richard Dam Laursen købte sin første ellert i 2014. Køre kunne den ikke, og han vidste ikke, hvordan den kom til det.
”Men det var et spændende projekt at kaste sig ud i,” smiler Richard.
Interessen for ellerten har ført Richard Dam Laursen vidt omkring. Det er blevet til talrige ellert-træf med andre ellert-entusiaster, TV-optrædener med ellerten som tema, ellert-renoveringer, Danmark Rundt-ture – og en tur helt til USA.
Fællesskab om ellert-passion
Med ellert-interessen fik Richard både en ny glødende interesse og mange nye gode venskaber. Han fandt nemlig hurtigt ud af, at mange i både ind- og udland delte hans passion for det lille eldrevne køretøj.
I 2015 var Richard med til sit første ellert-træf, og senere var han en af hovedkræfterne bag etableringen af Ellertforeningen, der havde stiftende generalforsamling i 2022.
”For mig var det vigtigt, at ingen enkeltpersoner fremover skulle stå med den økonomiske byrde ved at afholde træf,” fastslår han.
Og sådan blev det.
Foreningen holder årlige træf, skiftevis i Jylland og på øerne. Den har desuden til formål at indsamle dokumenter, nedskrive ellert-historier fra folk, før de er væk – og senest, at være med til at lave særudstillingen Ellert – elektriske drømme på Museum Østjylland.
Foredrag, omvisning og passion
Under foredraget med Richard Dam Laursen er der mulighed for at stille spørgsmål. Efterfølgende viser Richard rundt i ellert-udstillingen med en gennemgang af de udstillede ellerter. Her får du et indblik i, hvordan ellerten har udviklet sig fra en spæd idé i 1980 til det ikoniske køretøj, vi kender i dag.
Foredraget med Richard Dam Laursen kombinerer humor, nostalgi og teknik og giver et sjældent kig ind i en passioneret subkultur omkring ellerten, hvor fællesskab, innovation og historiefortælling går hånd i hånd.
For mere information kontakt: Udstillingsarkitekt Jakob Beck Purup på tlf. 2942 3951 eller på jbp@museumoj.dk