Kom med bag kulisserne: Sådan blev ellert-udstillingen til

Hvordan bygger man en udstilling om en af Danmarks mest karakteristiske køretøjer?

Det får du svar på, når museumsinspektør Frede Jensen inviterer til en særlig omvisning i særudstillingen Ellert – elektriske drømme på Museum Østjylland.
Her får du et unikt indblik i arbejdet bag udstillingen – fra de første idéer og researchprocessen til de valg og fravalg, der har formet fortællingen om ellerten og dens plads i historien.
Køb din billet til omvisningen på museets hjemmeside.

Omvisning i Ellert - elektriske drømme, lørdag den 14. juni 2025 kl. 11 - 12.
Sted: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 85 kr.

På omvisningen tager Frede Jensen sammen med dagens gæster et nærmere kig på de forskellige typer ellerter, der er udstillet.

”Jeg kommer også ind på fortællingen om udvikling af ellertens design, teknik og visionerne for det lille eldrevne køretøj. Og så har jeg valgt nogle historier ud bag enkelte modeller, deres ejere og drømmene om en grønnere fremtid på tre hjul,” forklarer samlingsinspektøren.

Ellerten er ikke glemt

I februar slog Museum Østjylland dørene op for særudstillingen Ellert – elektriske drømme med et brag af en åbningsreception. Flere hundrede randrusianere og andre ellert-interesserede lagde vejen forbi museet og gik for første gang på opdagelse i udstillingen om de ikoniske køretøjer.

”Selvom det i år er 40 år siden, at ellerten første gang blev præsenteret for den undrende befolkning, har danskerne tydeligvis ikke glemt den eldrevne charmetrold. Derfor ser jeg også frem til omvisningen i udstillingen, for ellerten er virkelig et helt unikt køretøj, der har gnavet sig ind i hjertet på de fleste, og som mange har en mening om,” siger Frede Jensen.

Ellerten, en verdensnyhed

Det er netop i anledning af 40-års jubilæet, at Museum Østjylland med særudstillingen og en række tilknyttede arrangementer har sat spotlyset på ellerten. Tilbage i 1985 præsenterede ingeniør Steen V. Nielsen for første gang sin opfindelse på biludstillingen i Bella Center, og den trehjulede verdensnyhed, der kunne køre uden brug af fossilt brændstof, fik tilmed hele ni minutters broadcast-tid på BBC One.

”Der var så meget gejst, energi og nyskabelse bag opfindelsen af ellerten. I lang tid lignede det virkelig begyndelsen på et lovende dansk industrieventyr,” fortæller Frede Jensen.

Produktionschef på Dronningborg Maskinfabrik, Steen V. Jensen fik idéen til ellerten en aften, hvor han så en tv-udsendelse om energikrisen og fremtidens trafikkultur. Det blev begyndelsen på historien om det pudsige transportmiddel, som i folkemunde blev døbt ellerten.  

Fra først til sidst

I udstillingen Ellert – elektriske drømme kan du blive klogere på, hvorfor det ikke gik helt sådan. Du kan blandt andet se prototypen og den allerførste ellert med stelnummer S00001, som blev produceret og solgt i Randers. Du kan også se den sidste, der blev lavet på bestilling i 2017 i Aub, Tyskland.
Du er på omvisningen velkommen til at stille spørgsmål og byde ind med dine egne fortællinger om ellerten, der for nogle årtier tilbage blev en del af randrusianernes identitet.


For mere information kontakt: Samlingsinspektør Frede Jensen på tlf. 2484 1572 på fj@museumoj.dk