Kulturhuset søger hjælp til at lave husets helt eget te-stel

Kulturhuset inviterer til en ganske særlig familieworkshop, hvor maling og kage spiller centrale roller. Arrangementet indledes med, at alle spiser kage og drikker kakao, saftevand, te og kaffe af det til lejligheden indsamlede stel.

Derefter er der fælles opvask, og så skal der males fine mønstre med blå porcelænsmaling på det hvide stel! Byens børn og deres voksne skaber derved i fællesskab Kulturhusets helt eget særlige 

Porcelænsmaling og teselskab, lørdag 17. maj 2025 kl. 11 - 13.
Sted: Kulturhusets sal, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 25 kr. pr. person inkl. kage og drikkevarer. Købes på randersbib.dk
For børn fra 6 år og deres voksne.

Arrangementet er skabt af Kulturhusets tre institutioner i fællesskab og er et af mange løbende samarbejder på tværs af huset.

”Vi glæder os til at byde børnefamilier velkommen,” siger koordinator Inger Kaad fra Randers Bibliotek, og fortsætter:

”Ikke alene er arrangementet et samarbejde mellem Kulturhusets tre institutioner: Randers Bibliotek, Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland. Det er også, som noget ganske særligt, udviklet på foranledning og i tæt samarbejde med en lille gruppe lokale borgere, der også vil være værter den 17. maj.”

Arrangementet er på den måde en forankring af projekt Fremtidens bæredygtige kulturhus, som Kulturhusets tre institutioner gennemførte sidste år, og som blandt andet havde som mål at skabe aktiviteter sammen med byens borgere.

Engageret borger fik idé til te-stel

Majbritt Nielsen er borger i Randers og også idémager og en af initiativtagerne bag workshoppen.

”Jeg deltog i en workshop sidste år, hvor vi i fællesskab skabte et nyt spisestel til Kulturhusets nye fællesspisninger. Ved den lejlighed fik jeg idéen til at invitere byens børn ind for at udvide stellet. Nu er idéen blevet til realitet. Det glæder mig!” siger Majbritt Nielsen, der sammen med to andre borgere og Kulturhusets medarbejdere er vært ved workshoppen.

Først skal der spises, så skal der males!

Workshoppen begynder med et fælles teselskab på indsamlede hvide kopper og desserttallerkener. Derefter vaskes porcelænet op i fællesskab, og så begynder arbejdet med at male det særlige WASTE TIME-mønster på porcelænet med en ultramarin blå streg. Workshoppens værter giver introduktion til teknik og design, inden pensler, maling og fantasi slippes løs på kopper og desserttallerkener.
Deltagernes dekorerede te-stel kommer til at indgå i Kulturhus-stellet, der på nuværende tidspunkt består af middagstallerkener, fade og skåle samt tilhørende duge. Delene malede en stor gruppe borgerne sidste år ud fra den danske kunstner Anja Frankes design WASTE TIME. Anja Franke havde forinden udviklet et kunstnerisk koncept til Kulturhuset, så byens borgere kunne skabe et helt nyt ”Kulturhus-stel”, kaldet WASTE TIME Randers.

Har du hvidt porcelæn i overskud?

Uden service går det dog ikke, og her har Kulturhuset brug for din hjælp! Da projektet er bæredygtigt, males der i workshoppen på hvidt porcelæn, der allerede har været i brug. Derfor lyder opfordringen fra Kulturhuset, at har du derhjemme kopper, kander, små fade og/eller desserttallerkener i hvidt porcelæn, som du ikke længere bruger, så giv dem nyt liv ved at donere dem til Kulturhuset.
I ugerne op til 17. maj kan du indlevere hvidt porcelæn på Randers Bibliotek – også i filialerne i Dronningborg, Langå og Kristrup.
Kulturhusets arrangører opfordrer deltagere til at tage malervenligt tøj på til workshoppen. Medbring desuden gerne eget brugt, hvidt porcelæn, hvis I vil donere til Kulturhusets stel.

I Randers Festuge lørdag 9. august 2025 vil det nye fine stel få sin debut ved et skørt og sjovt teselskab.       

For mere information kontakt: Koordinator Inger Nygaard Kaad, ink@randersbib.dk