Kvindelige fotografer brød normer og fik usædvanlige liv

Mønsterbrydere og foregangskvinder. De første kvindelige fotografer i Norden vakte opsigt og satte nye normer for, hvad kvinder kunne beskæftige sig med.

Nu kommer du i et foredrag tæt på fortællingerne om 10 kvinder, der for over 100 år siden fotograferede i Norden og verden – og tog fantastiske billeder, som også i dag er værd at se! Tilrettelægger af særudstillingen I skyggen – De første kvindelige fotografer, overinspektør på Museum Østjylland Hanne Schaumburg Sørensen, fortæller om de kvinder, der af nød eller eventyrlyst kom til at leve usædvanlige liv.

Foredrag: I skyggen – De første kvindelige fotografers usædvanlige liv, tirsdag den 27. maj 2025 kl. 16.30 - 18.
Sted:
Norddjurs Biblioteker, P. Josiassens Vej 17, 8500 Grenaa.
Billet 85 kr. 
Foredraget er lavet i samarbejde med Norddjurs Biblioteker.

I 1800-tallet dukkede et helt nyt fag op i Norden: fotografering. Et nyt fag, som ikke kun mænd, men også kvinder havde adgang til. Kvinderne, der alle var uddannet i Danmark, greb den enestående mulighed for at få sig en uddannelse og et arbejde, hvor de ikke alene kunne forsørge sig selv, men også deres familie.

Nød eller eventyrlyst

I foredraget på biblioteket i Grenaa tager overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen deltagerne med på en rejse ikke alene rundt i 1800-tallets købstæder og bygder i Danmark, Island og Færøerne, men også til indianerreservaterne i USA og kolonien Dansk Vestindien, hvor de danske fotografer også slog sig ned.

”Jeg har i foredraget valgt at have fokus på de kvindelige fotografer, der havde et usædvanligt livsforløb. Et livsforløb, hvor manden f.eks. døde under dramatiske omstændigheder eller ligefrem stak af, eller et livsforløb, hvor kvinderne havde udlængsel og udvandrede til fjerne lande,” fortæller Hanne Schaumburg Sørensen.

Blandt bønder, indianere og kongelige

Udlængslen drev flere af de kvindelige fotografer til at forlade de trygge rammer i Danmark og slå sig ned rundt om i hele verden. De blev fotografer blandt bønder og fiskere på Island og Færøerne, de fotograferede indfødte amerikanere i Idaho og de lokale indbyggere i Dansk Vestindien.

”De kvindelige fotografers liv var ofte usædvanlige. Ikke alene nød de anerkendelse i samtiden for deres faglige færdigheder blandt mandlige fagfæller, de færdedes også hjemmevant hos kongefamilierne i Danmark og England og blandt den absolutte økonomiske og kulturelle elite i København,” fortæller Hanne Schaumburg Sørensen.  

Fotokunst af høj kvalitet

Til foredraget den 27. maj bliver der rig mulighed for at opleve fotografernes fantastiske fotos fra hele verden. Fotos af en kvalitet så høj, at kvinderne blev toneangivende inden for den tidlige danske, islandske, færøske og amerikanske fotokunst.
Hanne Schaumburg Sørensen vil naturligvis også svare på spørgsmål fra publikum denne aften.
Foredraget er lavet i samarbejde med Norddjurs Biblioteker.

Særudstillingen I skyggen – De første kvindelige fotografer kan ses på egen hånd på Museum Østjylland i Grenaa frem til og med den 3. maj 2026.

For mere information kontakt: Overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen på tlf. 2113 1793 eller på hss@museumoj.dk