Museum Østjylland åbner sin skattekiste af fotos

Hvordan bevarer man historien om vores byer, landskaber og bygninger, før de forsvinder eller forandrer sig?

Det spørgsmål får du et godt bud på, når Museum Østjylland nu inviterer publikum med bag kameraet til et fotoforedrag på Grenaa Bibliotek.
Det er museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning, der er dykket ned i museets skattekiste af fotos og i foredraget fortæller om museets vigtige arbejde med at fotodokumentere lokalhistorien. Se et udvalg af fotografier, der indfanger Norddjurs’ unikke bygninger, landskaber og mennesker i forandring.

Fotoforedrag: Djursland set med museumsøjne, torsdag den 5. marts 2026 kl. 19 - 20.30.
Sted: Grenaa Bibliotek, N P Josiassens Vej 17, 8500 Grenaa.
Billet 50 kr. 

Som gæst til fotoforedraget kommer du blandt andet med til Grenaa Havn, landsbyen Gjerrild og sommerhusområdet ved Klitten.

”Det er alle steder, hvor historien stadig kan aflæses i det fysiske miljø, men som samtidig er steder i konstant udvikling,” forklarer Rikke Alsbjerg Schøning.  

Historien om Grenaa Havn går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor havnen stod færdigbygget i 1813. Flåden havde ønsket en havn i Grenaa, da der var brug for en base i byen i forbindelse med englændernes erobring af Anholt i 1809 under Englandskrigene. Siden er havneområdet gennem mange årtier udvidet og omformet ad flere omgange i takt med fragt, fiskeri, industri og færgefart hastigt voksede.
I dag består Grenaa Havn af flere havneafsnit – Grenaa Sydhavn, Grenaa Nordhavn og Grenaa Lystbådehavn.

Historisk havn og bevaringsværdig landsby

I 2023 gennemfotograferede Museum Østjylland havneområdet i Grenaa for at dokumentere og fastholde et øjebliksbillede af havnen anno 2023, netop fordi området løbende forandrer sig.

“Fotografierne er ikke alene smukke, de er også vigtige historiske kilder. En fotodokumentation bevarer miljøer, som ellers risikerer at gå tabt for eftertiden i takt med nedrivning, ombygning og forandring,” fortæller museumsinspektøren, som ved foredraget vil vise og fortælle om fotos fra de mange dokumenterede steder.

Også landsbyen Gjerrild er et område, som museet har haft et særligt fokus på. Landsbyen blev i 2005 udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø af det daværende Aarhus Amt. Byens struktur, de velbevarede gårde og byggeriet med tilknytning til jernbanen blev fremhævet. I dag er Gjerrild et levende eksempel på, hvordan en landsby kan rumme både unikke, historiske spor og et aktivt, nutidigt liv.

Gør-det-selv med havudsigt

Sommerhusområdet ved Klitten og Grenaa Strand fortæller historien om ferie- og fritidsliv, da det blomstrede frem for 100 år siden. I første halvdel af 1900-tallet strømmede danskerne nemlig mod kysterne for at nyde sol, hav og frisk luft. Ved Klitten opstod fra 1920’erne et særligt sommerhusmiljø med selvbyggede, søjlebærende klitsommerhuse, der hæver sig over klitterne i feriefolkets jagt på havudsigt. 
Området blev fotodokumenteret af Museum Østjylland i sensommeren 2019 og fremstår i dag som et unikt og velbevaret kulturhistorisk miljø.

Noget af det mest spændende ved fotodokumentation er at vise bredden i museets arbejde – fra landskaber og kyster til byens gader og bygninger. Det hele er en del af den samme historie om Djursland og de spor, mennesker har sat gennem tiden!” fastslår Rikke Alsbjerg Schøning.

For mere information kontakt Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning på tlf. 30 71 66 98 / ras@museumoj.dk