Oplev konservatorernes magi, når de åbner dørene for alle

Ituslåede lerkrukker fra oldtiden, krakelerede ravperler, anløbet sølv og mørnede balkjoler. Konservatorerne på Museum Østjylland reparerer og bevarer det hele og er livreddere for de gamle genstande, som ellers drysser, smuldrer og rådner væk.

Få i efterårsferien et fascinerende kig ind i museumskonservatorernes magiske værksted, hvor de genopliver genstande, der bagefter udstilles eller opbevares sikkert på magasiner til kommende generationer.
Åbent hus-arrangementet hos konservatorerne er for børn og voksne, og det er både hyggeligt og gratis!
Der serveres kaffe, te, saft og kage.

Åbent hus i Konserveringen – hvad laver de i kælderen under Kulturhuset?
tirsdag den 14. oktober 2025 kl. 11 - 14.
Sted: Museum Østjylland - kælderen, Stemannsgade 2, 8900 Randers C (benyt trappeindgang fra Jens Otto Krags Plads).
Gratis inkl. kaffe, te, saft og kage.

Museets konservatorer har altid mange jern i ilden og er en slags moderne helte, der bekæmper både skadedyr, skimmelangreb, råd og rust. Tidens tand gnaver i alting, og forskellige materialer kræver forskellige behandlinger, og netop dét er konservatorer eksperter i.

”Alle materialer nedbrydes med tiden. Med de påvirkninger fra vind, vejr, slid og angreb fra insekter og smådyr, som alle ting løbende udsættes for, er der altid opgaver til os konservatorer,” smiler leder af Bevaring og Magasin på Museum Østjylland, Karen Woer.

”Vi arbejder med arkæologiske fund som skeletter, mønter, keramik, våben og smykker.
Men vi har lige så mange opgaver med at beskytte og bevare genstande, der ikke har ligget i jorden. Det er for eksempel klædedragter, legetøj, gamle maskiner, malerier – og også ny-indsamlede genstande fra for eksempel Covid19-epidemien.”

2.000 år på bagen

Til åbent hus-arrangementet fortæller konservatorerne om en bred vifte af de spændende opgaver, de arbejder med på værkstedet og demonstrerer, hvordan de løser vidt forskellige opgaver på vidt forskellige måder.

”Der er ikke altid en oplagt og gennemprøvet løsning på en opgave, men så kombinerer vi vores teoretiske erfaring med praktiske færdigheder og et skvæt kreativitet, og så finder vi frem til en god løsning. Vi går langt for at bevare de unikke genstande, som måske har 200 eller 2.000 år på bagen, og som der kun findes det ene unikke eksemplar af,” forklarer Karen Woer.

Både børn og voksne er velkomne til åbent hus, og konservatorerne byder på masser af viden, sjove aktiviteter og gode snakke.

Middelaldersko og en røntgen-gun

Som gæst denne dag kan du blandt andet se helt nyfundne middelaldersko og pung fundet i den arkæologiske udgravning i Tangstræde i det centrale Randers. Du kan også komme helt tæt på en fin fagforeningsfane, der er mere sart, end man skulle tro og derfor kræver konservatorernes omsorg.
Museets renovering af udstillingerne på Håndværksmuseet kaster også en masse opgaver af sig. Nogle af konservatorernes opgaver kan du kigge nærmere på til åbent hus og blandt andet se de såkaldte skomagerkugler, der skal indgå i udstillingerne i det nye håndværksmuseum.

”Og så kommer vi stolt til at fremvise og demonstrere et helt nyt håndholdt røntgenapparat, som vi er meget begejstrede for. Med apparatet, en såkaldt røntgen fluorescens-måler, kan vi supernemt scanne et fund og se, hvilke grundstoffer det består af. På den måde kan vi hurtigt afgøre, hvordan vi bevarer en genstand på den bedste måde,” fortæller Karen Woer.

For børn og unge

Når konservatorerne tidligere har holdt åbent hus for alle nysgerrige, er der altid dukket gæster op i alle aldre. Heriblandt en del unge, som har overvejet, om konservatorfaget var noget for dem og har brugt en oplagt mulighed for at kigge indenfor i værkstedet, der ellers er lukket for publikum.

”Det vil vi naturligvis opfordre alle unge og børn til fortsat at gøre! Vi har tid til at svare på spørgsmål på netop det, du interesserer dig for inden for faget og guide dig videre,” lover konservatoren.

”Selvfølgelig byder vi også på aktiviteter for børn, hvor de i år kan lave deres helt egen middelalderpung. Pungen er lavet efter samme principper, som man gjorde for 1.000 år siden.”

Efterårsferien på Museum Østjylland byder også på bil-byggeri i Opfinderskolen, sjov leg for de mindste i MIG & MIT KULTURHUS, særudstillingen om el-køretøjet ellerten og naturligvis alle museets faste kulturhistoriske udstillinger og børneaktiviteter.
Alt er gratis

For yderligere information om åbent hus-arrangement kontakt: Konservator Anne R. Nielsen på tlf. 2057 0619 eller på arn@museumoj.dk