På byvandring i børnehøjde i æblernes by

Ebeltoft summer af sommerliv hele ferien igennem. Byen byder på masser af charme, sjov og hygge – og naturligvis også på skønne museumsoplevelser for hele familien.

I sommerferien kan børnefamilier blandt andet tage på byvandring i børnehøjde i den smukke, gamle købstad, hvor der er rigtigt meget, man kan undre sig over – især, hvis man er et barn!
Det er gratis, men husk at tilmelde dig på Museum Østjyllands hjemmeside.

Byvandring: Ebeltoft i børnehøjde, tirsdag den 1. juli 2025 kl. 11 - 12.
Mødested: Foran hovedindgangen, Maltfabrikken, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft.
Gratis. Husk tilmelding.
For børn fra 5 år med voksne. Mindre søskende er også velkomne.
Turen tages i roligt tempo, så klapvogne kan forcere brostensbelægningen.

Ebeltoft er som bekendt æblernes by – men hvorfor egentligt? Børn og deres voksne får svaret helt i børnehøjde på byvandringen, hvor æblerne selvfølgelig ikke er det eneste, familierne skal høre om.

”Der er mange ting, som nysgerrige børn undrer sig over her i Ebeltoft. Hvorfor er alle husene så gamle, for eksempel. Og hvorfor er der en Jernbanegade – men ikke togskinner eller tog?” spørger museumsinspektør Tina Bjerregaard, som viser familierne rundt i den idylliske købstad denne sommerdag.

”Turen for børnefamilierne slutter i den gyselige fangekælder på Det Gamle Rådhus – altså hvis man tør! Der kan godt være lidt uhyggeligt dernede, hvor fangerne engang sad fastspændt i jernlænker!”

Medbring madpakken!

Når byvandringen er slut, rumler maverne sikkert. Heldigvis er der rig mulighed for at spise medbragte madpakker i Ebeltoft.

”Er det tørvejr, og skinner solen endda fra en skyfri himmel, så er Farvergårdens eventyrlige have det helt oplagte sted at holde en lille picnic. Her kan familierne naturligvis også gå på opdagelse i det gamle købstadsfarveri – det er tilmed ganske gratis at besøge Farvergården,” fortæller museumsinspektøren.

Er vejret ustadigt med skyer og sommerregn, byder Maltfabrikken på læ, tørvejr og mulighed for at spise sin medbragte mad her. I Støbesalen er der nemlig borde og bænke opstillet til madpakkespisning, og så er der helt sikkert også en masse andet, familierne kan gå i gang med. Kast jer for eksempel ud i kreative aktiviteter eller tag på en rask musejagt gennem den gamle fabrik!

For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 / tb@museumoj.dk