
Værdifuld kulturarv vender nu tilbage til Farvergården i Ebeltoft
På auktion er det lykkedes Museum Østjylland at købe seks trykblokke, der stammer fra Farvergården i Ebeltoft. Trykblokkene har de seneste 75 år befundet sig et ukendt sted, indtil de i 2025 pludselig dukkede op på auktion, og Museum Østjylland slog til.

”Det er en stor glæde, at museet har fået mulighed for at generhverve de seks trykblokke, brugt til at trykke mønstre på tekstiler. Trykblokkene er ikke alene en vigtig del af Farvergårdens og Ebeltofts historie, men bærer også fortællingen om en arbejdsmetode, som i dag nærmest er uddød i Danmark. Det er således værdifuld kulturarv, der nu vender hjem til Farvergården,” fastslår museumsinspektør Lea Glerup Møller.
Samling er igen komplet
De seks trykblokke er lavet af hårdt træ og dekoreret med forskellige sirlige blomstermønstre udskåret i træ eller lavet med stifter og små stykker kobberplade. Moden inden for mønstertryk har skiftet op gennem tiden, ligesom den gør i dag. Derfor har det været nødvendigt for Farvergårdens farvere at have mange forskellige trykblokke.
”Selvom tekstiltryk ikke har været farvernes hovedopgave, er trykblokkene stadig særlige klenodier, der fortæller om den skiftende mode og om udviklingen af flere forskellige håndværk. Derfor er det meget glædeligt, at museets samling af trykblokke fra Farvergården nu er komplet igen,” fortæller Lea Glerup Møller.
Allerede før nyindkøbet havde Museum Østjylland en samling trykblokke, der stammer fra Farvergården. Et fotografi fra 1957 af Farvergårdens sidste farver Johan Petersen på sit værksted, afslørede dog, at han havde haft en større samling trykblokke. Det er seks blokke fra dette foto, som det nu er lykkedes at indlemme i museets flotte samling.
Tryk, hvis kongen siger ja
Farvergården i Ebeltoft var tekstilfarveri fra slutningen af 1700-tallet og helt frem til omkring 1920. Farverne havde også ret til at trykke farverige mønstre på tekstiler, men de skulle have en særlig tilladelse af kongen til at udføre mønstertryk og farvning!
”Farverne i Ebeltoft har primært farvet tekstiler og klæde. Men kom der indimellem en ordre på tryk på klæde – det kunne for eksempel være opfriskning af en falmet kjole eller et forklæde – så var farverne også klar til det. Derfor havde de en samling af trykblokke med forskellige mønstre i deres værksted,” fortæller museumsinspektøren.
Fra træ til stifter og plade
Datidens trykblokke er udskåret af hårdt træ – valnøddetræ og pæretræ skulle være særligt velegnet. Under alle omstændigheder valgte træskæreren træ, som var fiberløst, hårdt og modstandsdygtigt. Samtidig skulle det være relativt nemt at skære i og måtte ikke spalte.
De ældste trykblokke har mønstre kun udskåret i træ.
”Senere i slutningen af 1700-tallet kom det på mode med endnu mere komplicerede mønstre, og man begyndte nu også at tilføje små stifter og plader af kobber. I løbet af det
19. århundrede blev træskærerne udkonkurreret af ”formstikkerne”, der lavede trykblokke til farverne kun med kobberstifter og -plader,” forklarer museumsinspektør Lea Glerup Møller.
Blandt de seks nyindkøbte klodser findes eksempler på trykblokke med mønstre kun i træ, mønstre med kobberstifter, samt hvor mønsteret er lavet udelukkende af kobberstifter
og -plader.
For mere information kontakt: Museumsinspektør Lea Glerup Møller på tlf. 2113 0931 / lgm@musemoj.dk