Vandet kommer – og du kan dokumentere det

Få en tre-i-en oplevelse på en lidt anderledes byvandring!

Turen går denne gang rundt langs havn, Storkeeng og Gudenå i Randers, og undervejs får du fortalt gode historier om stederne. Denne by- og havnevandring er særlig, fordi du på turen også skal lære at bruge arkivets nye digitale afleveringsplatform – Smartarkivering!
Medbring din mobiltelefon med kamera og vær med til at dokumentere både vand og havneområde, mens du hører gode historier.

Byvandring: Vandet kommer – fang historien digitalt! onsdag den 18. juni 2025 kl. 16 - 17.30.
Mødested: Red Fall i bunden af Østervold, 8900 Randers C.
Billet 85 kr. inkl. kaffe og te. 
Husk kamera/mobiltelefon!

På vandringen bliver du guidet af hele tre medarbejdere fra Randers Stadsarkiv, der fortæller spændende historier fra fortiden og kigger ind i fremtidens problemer med de stigende vandmængder.

”Arrangementet kalder vi ”Vandet kommer”, og det handler lige så meget om vandets betydning for fortiden som dets indvirkning på vores nutid og umiddelbare fremtid. For hvad betyder vand for os mennesker, når det både er med til at skabe tilværelser, men også true dem,” spørger arkivleder Tina Knudsen Jensen, der sammen med der sammen med Kaare Kierkegaard og Martin Mauritzen fra arkivet er dagens værter og guider.

Mere vand, flere oversvømmelser

Randers er en af de 10 byer i Danmark, der er i størst risiko for at blive ramt af oversvømmelse. Også tilbage i tiden har byen været offer for oversvømmelser af områderne tæt på fjorden.

”Vandet har altid været en livsbetingelse og en trussel for byen. Derfor skal vi sammen dokumentere udviklingen og de nyeste tiltag for at sikre vores by,” forklarer arkivar Martin Mauritzen, der opfordrer alle til at tage deres mobiltelefon med kamera med på vandringen. Turen og oplevelsen skal nemlig dokumenteres for eftertiden.

Smartarkivering – det er nemt

Ud over spændende historier fra for- og nutid og en smuk gåtur i naturen, får dagens deltagerne også en introduktion til Smartarkivering, Randers Stadsarkivs nye digitale afleveringsplatform. Her kan alle borgere digitalt aflevere fotos og andet materiale til arkivet og dermed sikre et vidnesbyrd fra nutiden til fremtiden.

”Ud over et fremtidigt vandproblem, har vi på arkivet også et stigende digitalt problem!
Folk afleverer nemlig i mindre og mindre grad deres billeder, fordi de i dag ligger digitalt på borgernes mobiltelefoner og tablets,” fortæller Kaare Kierkegaard.

Arkivet må erkende og følge med den digitale udvikling og tester derfor en løsning, hvor private borgere kan aflevere digitalt materiale via nettet.

”Vi vil på byvandringen den 18. juni hjælpe folk i gang og vise, hvordan man ret enkelt og hurtigt kan aflevere ting digitalt,” lover arkivets medarbejdere.

Desuden er man som borger i Randers Kommune velkommen til at kigge forbi arkivet i Kulturhuset i arkivets åbningstid og få råd og vejledning til at komme i gang med Smartarkivering.

Kaffe og status på dagen

Efter endt tur rundt på havneområdet i Randers byder arkivet på en kop kaffe eller te og håber i øvrigt, at dagens gæster har taget fotos af steder, de har hørt om på turen, og at de ønsker at sende billederne til arkivet!

Byvandringen er en del af et landsdækkende projekt, hvor danske kulturinstitutioner dokumenterer klimaforandringernes påvirkning af samfund og hverdagsliv.
Projektet Mere vand i systemet er støttet af Augustinus Fonden.


For mere information kontakt: Arkivleder Tina Knudsen Jensen på tlf. 2344 9036 / tkj@museumoj.dk