
Arkæologiske fortællinger
Metervis af affald
Randers er – som mange andre middelalderbyer –bygget oven på metertykke lag af affald. Under dine fødder kan der ligge op til fire meter tykke affaldslag, før man når ned til det niveau, hvor de første huse blev bygget i slutningen af vikingetiden for ca. 1000 år siden. Arkæologer må derfor altid grave dybt i den gamle bydel for at nå ned til de ældste lag.
De store mængder affald er udtryk for, at byens borgere i løbet af middelalderen begyndte at arbejde langt mere aktivt. Affaldet blev ryddet væk for at skabe plads til udvidelse af byen. Noget af det blev smidt på den store losseplads ved Thors Bakke, som museet for få år siden udgravede. Meget af affaldet blev dog også brugt til at udvide byen ned mod Gudenåen, hvor der indtil da havde været sumpet og ubeboeligt. De ældste dele af byen ligger faktisk 200 meter fra åen, og det tog flere hundrede år, før byen nåede helt ned til bredden. Man byggede bolværker og fyldte op bag dem med affald, så byen gradvist voksede mod åen.
Disse bolværker og opfyldslag har museets arkæologer fundet flere steder langs Vestergrave, Jordsmonnet og Trangstræde. For nylig gennemførte Museum Østjylland en forundersøgelse ved Bryggen forud for det kommende boligbyggeri, og her blev der også fundet store, tykke affaldslag. Det er altid spændende at se, hvad byens borgere har smidt ud – for det fortæller os meget om dagliglivet i byen. Samtidig kan genstandene give arkæologerne en idé om, hvornår opfyldningen fandt sted. Ved Bryggen er der ikke fundet genstande fra middelalderen. De ældste fund stammer fra 1600-tallet og lå fire meter under gadeniveau. Det viser, at området først blev fyldt op i den tidlige moderne tid – og altså lå hen som sumpet og ubeboeligt i hele middelalderen.
Til august skal Museum Østjylland igen i gang med arkæologiske undersøgelser – denne gang ved Trangstræde. Arealet ligger lige på grænsen mellem den gamle middelalderby og de senere opfyldte områder. Her håber arkæologerne at finde nye spor af byens ekspansion mod åen.