Malermesteren, der ikke kunne slippe maling og pensel

Selvom malermester Asger Tørslev-Thomassen har rundet de 90 år, kender han ikke til at ligge på den lade side. Håndværksmuseet nyder stadig godt af hans store indsats som frivillig på museet, og så maler han. Ikke mere husgavle og dørkarme, men nu skønne malerier i massevis!

Et af Asger Tørslev-Thomassens nyeste motiver må være Thors Tårn i Randers. Det nye byggeri er udsigten fra hans sovekammervindue, og sammen med kirkespiret på Den Katolske Kirke fik Asger det hele samlet til en smuk komposition. Se dette og mange andre smukke malerier fra den pensionerede malermesters ferme hånd i en særudstilling på Håndværksmuseet. Åbning lørdag den 4. maj. Alle er velkomne. Foto: Museum Østjylland

Malerierne får Asger Tørslev-Thomassen ikke lov at holde for sig selv. Du kan derfor nu nyde hans penselstrøg, motiver og farveglæde i en smuk maleriudstilling i museets indgangsparti.
Alle er velkomne til udstillingsåbningen. Asger Tørslev-Thomassen taler, og der serveres en boblende drik og hjemmebagte småkager.

Udstillingsåbning: Malermesterens malerier, lørdag den 4. maj 2024 kl. 13.
Sted: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Gratis. Til åbningen serveres en boblende drik og småkager.
Udstillingen kan opleves hele sommeren.

Efter et langt liv som malermester har frivillig på Håndværksmuseet, Asger Tørslev-Thomassen, malet mange tusinde kilometer dørkarme, vinduesrammer og vægge. Men hvad giver malermesteren sig i kast med, når mange andre pensionister ville sætte sig i lænestolen foran tv’et? Han maler selvfølgelig!
I fritiden er der guldrammer om Asgers malerarbejde, der nu er kunstværker i form af flotte malerier.

”Vi er rigtig glade for, at Asger har lyst til at vise sine flotte malerier frem for vores gæster. Som så mange fra hans generation er han lidt tilbageholdende med at fremhæve sig selv og sine evner, men hans billeder er bestemt værd at kigge nærmere på!” fastslår museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Nære og fjerne motiver

Selvom de fleste af Asger Tørslev-Thomassens billeder er malet hjemme på værkstedet i Sandgade, er inspirationen til de 30-40 udstillede malerier blandt andet kommet fra rejser til Grønland, fra en ferie i Indien og naturligvis også fra hjemstavnen Asferg.
Men er det de isblå grønlandske landskaber eller Indiens eksotiske farveeksplosion, der er Asgers yndlingsmotiver? Eller er det måske noget mere hjemligt?

”Himmelen og træerne har altid været de elementer, jeg har holdt mest af at male. Jeg synes, at deres spil op mod hinanden er så smukt,” afslører den dygtige hobbymaler.

Altid i gang

Asger Tørslev-Thomassen finder rammerne til sine billeder rundt om i genbrugsbutikker.  Hvis rammerne ikke passer 100 procent til det billede, han arbejder på, er det ikke noget problem for den gamle håndværker. Han skærer da bare rammen til i de ønskede mål. 
Når Asger Tørslev-Thomassen står foran lærredet, maler han gerne med både olie- og akrylmaling, og han har været flittig med pensel og maling gennem de mange år.

”Jeg har malet rigtig mange billeder i årenes løb, og jeg har som regel gang i et eller flere nede i kælderen, ” smiler Asger Tørslev-Thomassen.

Det hele er gratis

Maleriudstillingen kan frem til efteråret opleves som det første, når man træder ind på Håndværksmuseet i det gamle, hvide pakhus. Som altid har museet gratis adgang for store og små, og i de kommende måneder får man som gæst altså særudstillingen af Asger Tørslev-Thomassens malerier med i ”prisen”!   

For mere information kontakt: Museumsinspektør Lisette Berg Andersen på tlf. 2484 0188 eller på lba@museumoj.dk