start på hovedindhold

Æblerne syder over bål i Farvergårdens have

Æbler lyser grønt, rødt og gult på træernes grene i efterårssolen. Og æbler har som bekendt en helt særlig betydning for Ebeltoft – og ikke mindst for Farvergården.

To dage i efterårsferien kan du sætte tænderne i frisklavede æbleretter, når Museum Østjylland tænder bålet i Farvergårdens eventyrlige have. Sammen laver vi en ordentlig omgang æblemad!
Er du mere til kreative sysler, kan du onsdag og torsdag i ferien brodere et æble i Farvergårdens krea-hule.
Eller hvad med at prøve begge dele?
Det hele er gratis og for alle i familien.

Workshop: Bål og æbler, mandag og tirsdag den 12. og 13. oktober 2026 kl. 11 - 14.
Workshop: Æblebroderi, onsdag og torsdag den 14. og 15. oktober 2026 kl. 11 - 15.
Sted: Farvergården, Adelgade 15, 8400 Ebeltoft.
Gratis.

Æblet er en herlig frugt, som fås i mange sorter og varianter: sprøde, søde, saftige eller syrlige og gode at gemme til vinteren. I efterårsferien fejres æblet i hele Ebeltoft. Byen er nemlig æblets by – og Museum Østjylland er selvfølgelig med til festen!

”I Farvergårdens have står faktisk et æbletræ, vi er meget stolte over. Det er det helt særlige Æbeltoft-æbletræ, som første gang blev artsbestemt af A. G. Petersen, som var farver i Farvergården!” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard.

Masser af æbler, masser af retter

Farvergårdens efterårsklædte have er mandag og tirsdag i efterårsferien ramme om den hyggelige æblemad-aktivitet. Over bålet laver Tina Bjerregaard sammen med alle interesserede forskellige retter med æbler – både søde, stærke og helt traditionelle.

”Æbler er jo en utrolig dejlig spise, som kan tilberedes på et hav af forskellige måder. Nogle æbler er lækre, som de er. Andre gør sig meget bedre i for eksempel en dejlig grød, en stærk chutney eller som det ekstra pift i en ret,” fortæller museumsinspektøren.

Børn tryller med æbler

Bålet bliver tændt de to dage i efterårsferien, og her bliver der afprøvet en masse retter. Der er nemlig virkelig mange, flotte æbler på træerne i år. 
Både børn og voksne kan være med til at snitte og tilberede de lækre æbleretter.  

”Familiens yngste børn kan for eksempel være med til at lave kanelæbler. De større børn kan prøve lidt af det hele – og måske endda blive inspireret til at fortsætte æble-tryllerierne derhjemme i efterårsferien,” foreslår Tina Bjerregaard.

Æblemad-aktiviteten er for alle. De mindste skal dog have en voksen ved deres side, da æblerne skal skæres og snittes med knive og tilberedes over åben ild.

Brodér et æble

Ebelfestivalen byder på alle mulige slags æbleaktiviteter. Udover bålmad med æbler byder Museum Østjylland i Farvergården også på chancen for at komme med på krea-moden, når systuen åbner, og alle kan kaste sig ud i broderiets kunst! Find det røde, gule og grønne broderigarn frem og vær med til at brodere et fint æble. Farvergården stiller materialer til rådighed.  

”De fleste kan være med til at brodere – også de små! Og så er der selvfølgelig altid vejledning og gode råd at hente i Farvergårdens krea-hule,” lover museumsinspektør Tina Bjerregaard.

Der er æblebroderi onsdag og torsdag i efterårsferien.

Æblemad og æblebroderi er en del af årets Ebelfestival.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 / tb@museumoj.dk