Der er entré, og der serveres kaffe og te.
Foredrag: Arkæologernes arbejdsår 2024, tirsdag den 25. februar 2025 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland, Søndergade 1, 8600 Grenaa.
Billet 85 kr. inkl. kaffe og te.
Snacks kan tilkøbes.
Cykelstier er på borgernes ønskeseddel i mange kommuner. I Norddjurs Kommune kommer det ønske snart til at gå i opfyldelse på strækningen mellem Homå og Trustrup. Som altid forud for anlæggelse af f.eks. en cykelsti, bør området forinden undersøges for arkæologiske spor. Her kom Museum Østjyllands arkæologer i 2024 ind i billedet.
”Det er i sagens natur meget forskelligt, hvad vi finder. Her var vi dog ekstra heldige og fandt på strækningen et spændende kultanlæg fra stenalderen,” forklarer arkæolog Martin Risvig.
Til foredraget ser du en række fotos fra flere af årets arkæologiske udgravninger, blandt andet fra netop kultanlægget ved Trustrup.
Museum Østjylland har det arkæologiske ansvar i Norddjurs, Syddjurs og Randers kommuner. Til foredraget på museet i Grenaa kan du derfor høre nyt om de arkæologiske udgravninger og se fund fra alle tre østjyske kommuner.
”I 2024 havde vi gang i flere forundersøgelser på tværs af hele vores område. Derfor glæder vi os også til denne aften at fortælle om den velbevarede gravhøj, som arkæologer fra museet har undersøgt ved Haslund syd for Randers,” siger Martin Risvig.
Aftenens gæster bliver heller ikke snydt for at høre om de lidt større undersøgelser af bopladser fra jernalderen. Dem har der nemlig været flere af omkring Randers i årets løb.
Aftenen byder også på en præsentation af nogle af de fantastiske detektorfund, der er kommet til museet i løbet af året. ”Igen i år har vi på Museum Østjylland modtaget langt over 1.000 genstande, der er indleveret af de myreflittige detektorførere i vores dækningsområde! Det er som en kilde, der aldrig løber tør,” smiler Martin Risvig.
”Vi tager til foredraget et kig på de bedste fund, men vi kan i sagens natur ikke vise dem alle!”
En vigtig del af det arkæologiske arbejde er forskning. Forskningen har naturligvis heller ikke ligget stille på Museum Østjylland i 2024. Denne aften byder derfor også på et kig ned i noget af den forskning, som arkæologerne har været involveret i.
”I 2024 har det især været middelalderens Randers og det store projekt om stenalderen ved Ginnerup, der har fyldt i både tanker og arbejdsplaner. I foredraget kigger vi også i krystalkuglen og ser nærmere på den forskning, som vi er på vej ind i her i 2025,” slutter arkæologen.
For mere information kontakt: Arkæolog Martin Risvig på tlf. 2152 0314 eller på mri@museumoj.dk