Brodér julens ord, vers og sange på genbrugstekstiler
Tiden op til jul er fyldt med hygge, gløgg og røde næser, men også med stress og jag.
Få pulsen ned, ro i tankerne og udfold din kreative side, når Museum Østjylland nu slår dørene op for en hyggelig broderi-workshop, hvor du broderer julens ord, vers og sange på genbrugstekstiler.
Mens broderinålene gløder, holder overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen et kort foredrag om broderede genstande fra museets samling.
Genbrugstekstiler, broderigarn og nål udleveres, medbring også gerne selv.
Der serveres sandwich og drikkelse, og der er entré. Husk tilmelding!
Workshop med julebroderier, torsdag den 21. november 2024 kl. 16.30 - 19.00.
Sted: Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 100 kr. inkl. broderimaterialer, sandwich og kaffe/te/sodavand/vand.
Husk tilmelding.
Pimp farfars slips op med en broderet linje fra Mc Einers jule-rap, brodér søde ord fra julesange på viskestykkerne eller lav julens fineste broche på en kasseret badge. Kreativitet og personligt præg er nøgleord, når der jule-broderes i museets workshop.
”Temaet er julens sange, salmer og vers med særlig inspiration i museets aktuelle juleudstilling Jul så det synger. Pluk en særlig elsket linje ud af en julesang eller vælg et enkelt sigende ord og brodér det på dit genbrugstekstil, der på den måde bliver unikt,” forklarer museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der lover, at alle kan brodere og få et godt resultat i workshoppen, hvis man begynder med et mindre og overskueligt broderi.
Broderi er smukt, sjovt og billigt
Inden workshoppen kan du gå på jagt efter tekstiler derhjemme i gemmerne eller måske i genbrugsbutikker, men du er også velkommen til at vælge mellem de tekstiler, som museet stiller til rådighed. Museet udleverer også broderigarn, nåle og vandopløseligt overføringsstof. I workshoppen broderes primært på ”forsvindings-stof”, hvor motivet tegnes op og klistres over på det stykke tekstil, du vil brodere på.
”Broderi er ikke kun ”strapudemaj”, men også en enkel og effektiv måde at sætte et personligt og smukt eller sjovt præg på tøj og hjemmets mange tekstiler. Det kræver ikke mange redskaber og materialer og er derfor billigt og let at komme i gang med – og tilmed sundt for sjæl og stressniveau. Workshoppen på museet er måske det lille puf, du behøver for at komme i gang med at brodere!” siger museumsinspektøren, der også er amatør-brodøse.
Skønt broderi fra museumssamlingen
Vores formødre – for det var primært kvinder, der broderede – var fantastiske til at brodere og lærte det både i skolen og af deres mødre, større søstre og ældre kvinder i familien.
”Museet råder derfor over en stor samling broderier, hvor det er tydeligt for enhver, hvor dygtige, flittige og sirlige kvinderne var med nål og tråd. Til workshoppen kigger museets overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen forbi og holder et spændende oplæg om broderi og broderede tekstiler gennem tiden,” lover Helle Lebahn Bentzen.
Hanne Schaumburg Sørensen fortæller og viser broderede genstande fra museets store tekstilsamling frem. Hør for eksempel om og se de meget smukke, lokale nakkehuer med broderi fra 1700-tallet.
Workshoppen foregår midt i museets nye juleudstilling Jul så det synger, og der er under arrangementet rig mulighed for at kigge rundt i udstillingen og finde inspiration til broderiet.
For mere information kontakt: Museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på tlf. 4048 6431 eller på hlb@museumoj.dk