start på hovedindhold

De sivfletter på livet løs på Håndværksmuseet!

Håndens arbejde, naturmaterialer og langsommelighed er gammeldags – og samtidig meget moderne! I mange år har strik og hækling været hot, og nu hitter keramik og linoleumstryk. Måske bliver sivfletning det næste store…

På Håndværksmuseet kan du nu opleve sivflet udført som et flettet stolesæde og høre om, hvordan man fletter de traditionelle sivsko. Kig forbi museet den første lørdag i Randers Festuge og bliv imponeret over det fine håndværk – og måske inspireret til selv at komme i gang!

Det er gratis.

Sivflet - sivsko og stolesæder, lørdag den 13. august 2022 kl. 12 - 16 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16 i Randers.

Gratis.

Menneskene har gennem alle tider haft øje for at udnytte naturens ressourcer til mad, tøj, bolig, udsmykning og meget mere. Gennem århundreder har menneskene derfor også lavet ting af såkaldte søkogleaks, som er navnet på de siv, man bruger til sivflet.

"Stole med sæder af siv kan man læse om i skifteprotokoller hos fæstebønderne tilbage i 1600-tallet, og de velkendte sivsko er sikkert fra samme tid eller tidligere. Formentlig har traditionen med at flette med siv sin rod helt tilbage til oldtiden, " forklarer daglig leder af Håndværksmuseet, Inger Marie Hyldgård.

"Man kender også mange andre ting lavet af siv som f.eks. kurve, puder, legetøj, hanke og andre praktiske småting op gennem tiden. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan lave af siv! "

Oplev trylleri med sivstråene

Håndværksmuseet får lørdag den 13. august besøg af sivskomager Kaj Lenz, der vil demonstrere og fortælle om, hvordan man laver sivsko. Alle er velkomne til at kigge forbi museet og se Kaj Lenz trylle med sivstrå og håndelag.

Samme dag vil Håndværksmuseets egen sivfletter Lilia Birch vise, hvordan man fletter et traditionelt stolesæde af siv.

"Både Kaj Lenz og Lilia Birch stammer fra Uggelhuse, hvor der er en lang tradition for at arbejde med siv. Det er et både økologisk og bæredygtigt arbejde! " påpeger Inger Marie Hyldgård, der opfordrer til, at du kigger forbi Håndværksmuseet, ser siv-eksperterne trylle med de fleksible strå og stiller alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om!

For mere information kontakt daglig leder af Håndværksmuseet Inger Marie Hyldgård på 40120754 eller på imh@museumoj.dk