start på hovedindhold

Den blev revet væk – nu er bogen om Randers Havn tilbage!

Første oplag af bogen Randers Havns kulturarv blev revet ned af hylderne. Bogen fortæller historien om Randers Havn, der i århundreder var omdrejningspunktet for livet i Randers. Men havnen står foran en komplet forvandling!

Nåede du i efteråret ikke at få fingrene i bogen om Randers Havn, har du nu chancen igen:
Den populære udgivelse er tilbage på hylderne på Museum Østjylland og på Randers Stadsarkiv. Hent dit eksemplar i museets og arkivets åbningstid.
Bogen er gratis.

Bogen Randers Havns kulturarv, Porten til Randers – Porten til verden er genoptrykt.
Hent et eksemplar på Museum Østjylland og Randers Stadsarkiv i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers
C.
Randers Havns kulturarv er lavet i et samarbejde mellem Bevaringsudvalget i Randers Kommune, Museum Østjylland og Randers Stadsarkiv.
Bogen er gratis.

Randers Havns lange og fascinerende historie bliver beskrevet i bogen. Men et nyt kapitel i fortællingen om havnen er på vej. Havnen afvikles i disse år som bynær erhvervshavn og omdannes til et nyt bolig- og rekreativt bykvarter – Flodbyen Randers.
De kommende år kommer havnen til at forandre sig voldsom, når den velkendte erhvervshavn skal omdannes til et bykvarter med en helt ny identitet – men med respekt for rødderne i fortiden.

Kaster lys over havnens historie

Bogen Randers Havns kulturarv er et vidnesbyrd om en æra for Randers Havn, der nu lakker mod enden.

”Havnen har gennem århundreder været forbindelsesled mellem byen og omverdenen og en vækstfaktor for byen. Havnen er derfor en vigtig del af byens rum, identitet og kulturarv, og bogen om Randers Havns kulturarv kaster lys over havnens lange historie og mange kulturhistoriske værdier,” siger arkivleder på Randers Stadsarkiv, Tina Knudsen Jensen.

Kilde til inspiration

Bevaringsudvalget i Randers Kommune har med stor interesse fulgt udviklingsarbejdet af det nye bykvarter, Flodbyen Randers. Udvalget står sammen med Museum Østjylland og Randers Stadsarkiv står bag udgivelsen af den genoptrykte bog om havnen. Håbet er, at bogen kan være med til at tydeliggøre havnens mange kulturhistoriske værdier og være en kilde til inspiration i udviklingen af Flodbyen Randers.  

”Vi har set, at byen og dens borgere har taget godt imod bogen! Med genoptrykket håber vi, at endnu flere randrusianere vil hente bogen og bruge den som inspiration til diskussionen om, hvilke kulturarvsværdier der med fordel kan bevares i den ny bydel,” udtaler forperson for Bevaringsudvalget, arkitekt Birgit Veje Søndergaard.

Bogen samler og fremhæver værdierne i Randers Havns kulturarv. Værdierne kan blandt andet aflæses i havnens udformning og i bevarede bygninger som siloer, kajanlæg, bassiner og bolværker.

Bogen Randers Havns kulturarv er rigt illustreret med både historiske og nye fotos taget af Museum Østjyllands fotograf, Mark Cowper Dyer.

For mere information kontakt:
Birgit Veje Søndergaard, forperson for Bevaringsudvalget, Randers Kommune tlf. 2849 8610 / bv@birgitveje.dk
Tina Knudsen Jensen, arkivleder på Randers Stadsarkiv, tlf. 2344 9036 / tkj@museumoj.dk