
Ellerten er (næsten) født i Auning
Store drømme om et lille miljøvenligt køretøj kickstartede i 1980’erne udviklingen af ellerten. Idéen begyndte på Pindstrupvej ved Auning, hvor opfinderen af køretøjet, Steen V. Jensen, boede. I Auning havde også Niels Pedersen sin forretning, NP Cykler – og denne forretning blev en vigtig brik i ellertens fødsel!

Hør tidligere leder af udviklingsværkstedet på ellert-fabrikken El-Trans, Niels Pedersen fortælle om, hvordan han blev en del af en visionær iværksætterdrøm, når Museum Østjylland og Norddjurs Biblioteker inviterer til fortælleaften.
Køb din billet på museets eller på bibliotekets hjemmeside.
Foredrag: Ellerten og Auning, tirsdag den 21. april 2026 kl. 19 - 21.
Sted: Auning Bibliotek, Kulturperronen, Torvegade 1A, 8963 Auning.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage.
Det lille elektriske køretøj, ellerten, blev både berømt og berygtet, da det rullede ud på vejene i slutningen af 1980’erne. Berømt for at se ind i fremtiden og udfordre, hvordan et køretøj kan drives frem og se ud, senere også berygtet for sin ustabilitet og mange ”børnesygdomme”.
Niels Pedersen har delene
Steen V. Jensen fik idéen til ellerten allerede i 1980 i efterdønningerne af 1970’ernes oliekriser. Han indså, at der var behov for en anderledes måde at tænke transport på.
”Steen V. Jensens bud var et eldrevet køretøj, der ikke var afhængigt af fossile brændstoffer, og som kunne dække danskernes behov for transport i deres nærområder,” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard fra Museum Østjylland, der netop nu viser en særudstilling om ellerten i anledning af dens 40 år jubilæum.
Opfinderen og iværksætteren Steen V. Jensen begyndte hurtigt at bygge på sin idé. Til at skabe prototypen havde han brug for forskellige komponenter og knallertdele.
Og dem havde cykelhandler i Auning, Niels Pedersen!
Fra cykelhandel til ellert-værksted
NP Cykler lå side om side med tobaksforretningen i Auning. Her købte Steen V. Jensen sine cerutter, og da han gik i gang med at udvikle prototypen, begyndte han også at kigge ind i nabobutikken.
”Det blev til hyppige besøg, hvor Niels Pedersen blev leverandør af forskellige knallert-dele. Dele, der blandt andet blev brugt af Steen V. Jensen til at bygge en stålrørsmodel, der kunne holde til testkørsler på Pindstrupvej,” forklarer museumsinspektøren.
I begyndelsen vidste Niels Pedersen ikke, hvad Steen V. Jensen skulle med alle delene. Besøgene i cykelforretningen handlede om udveksling af viden og erfaring, og på den måde blev cykelhandleren langsomt draget ind i det – i begyndelsen – hemmelige projekt.
Niels Pedersen var så stor en del af udviklingen af køretøjet, at han var én af de første ansatte på El-Trans i Randers, da ellerten-eventyret for alvor tog fart i 1986. Få den historie og mange flere, når Niels Pedersen fortæller denne aften på Auning Bibliotek, Kulturperronen, hvor der selvfølgelig også er rig mulighed for at stille spørgsmål.
Hvad skete der siden?
Udstillingen Ellert – elektriske drømme åbnede på Museum Østjylland i Randers i 2025 i anledningen af, at prototypen U 36 i 1985 blev præsenteret på messen Biler i Bella.
Ellerten er nu på museum, men hvad skete der med den ideologiske drøm om et bæredygtigt transportmiddel? Det får Museum Østjyllands gæster svaret på, hvis de besøger særudstillingen, som kan opleves til og med efterårsferien i år. Museumsinspektør Tina Bjerregaard er en af tilrettelæggerne på udstillingen, og denne aften på Auning Bibliotek vil hun kort opsummere ellertens skæbne efter lanceringen.
”Historien om ellerten er en fortælling om store drømme og visioner, men også om en opfinder, som var forud for sin tid. Ellerten var jo som koncept en virkelig god idé! Derfor er det også en fortælling, der stadig vækker begejstring her 40 år senere,” påpeger museumsinspektøren.
Fortælleaftenen på Kulturperron er arrangeret i samarbejde med Norddjurs Biblioteker.
For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk