En aften med detektorfolk, arkæologi og flotte fund

Bip, biiip, bip. Metaldetektoren hyler, der ligger gammelt metal nede i jorden. Måske en middelaldermønt, en dragtmål, en bronzekniv!

Det er populært at gå med metaldetektor, men det kan være en ensom fornøjelse. Nu kan du mødes med andre detektorfolk – nye som erfarne – når Museum Østjylland i Grenaa skaber de hyggelige rammer om en detektor-aften, hvor I udveksler erfaringer, ser aktuelle fund fra Djursland og hører nyt fra den arkæologiske verden.
Der er entré. 

Detektor-aften, torsdag den 30. januar 2025 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.
Billet 85 kr. inkl. kaffe og te.

I Danmark er det ikke noget nyt fænomen at gå med metaldetektor. Især i de seneste år er det blevet stadig mere populært at gå på jagt efter fortidens skatte i form af spændende metalgenstande i jorden. Jævnligt ser man detektorfolk traske marker og enge tynde i håb om at finde spor fra fortiden.
På Museum Østjylland, der har det arkæologiske ansvar i Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner, mærker de tydeligt, at de lokale detektorførere er meget flittige.

”Vi tager imod masser af spændende detektorfund, hvoraf en del er potentielt danefæ! I 2024 fik museet mere end 2.000 detektorfund ind. Alle er de fund, som i den grad er med til at kortlægge den østjyske fortid,” fortæller arkæolog Rikke Maring, som du også kan få en snak med om detektorfund denne aften.

Uanset om du er øvet eller ny

Aftenen er tilrettelagt for alle, der er fascineret af arkæologi. Måske er du allerede erfaren detektorfører, måske har du brug for et lille puf til at komme i gang med detektoren. Derfor gælder museets invitation, uanset om du har indleveret hundredvis af detektorfund til museet, eller om du mærker en kriblende lyst til at komme i gang med det bippende apparat.

”Detektorfolk er venlige og vidende mennesker, som gerne deler ud af deres erfaringer og giver tips og tricks til, hvordan man bedst bruger en metaldetektor, og hvad man i øvrigt skal være opmærksom på. Så overvejer du at kaste dig ud i at søge med detektor, så er denne aften en smutvej ind i detektor-miljøet,” siger Rikke Maring.

Har du aldrig gået med metaldetektor før, får du et lynkursus i regler og registrering af fund og en håndfuld gode råd.

Kig på lokale fund

Museum Østjyllands aktualitets-montre er i aftenens anledning fyldt med aktuelle fund og spændende genstande og vil danne rammen for aftenens snakke. Hør arkæologisk assistent og detektor-entusiast Christian Hasager B. Jensen gennemgå de lokale detektorfund kronologisk og få indblik i, hvordan fundene spreder sig over tiden i det djurslandske landskab.
Har du selv prøvet at indlevere et fund til museets arkæologer, undrer du dig måske over, hvad der bagefter sker med den mønt, det redskab, det smykke, du indleverede. Det løfter arkæolog Rikke Maring også sløret for, når hun fortæller om forløbet fra indlevering og frem til, at fundet eventuelt overdrages til Nationalmuseet.

Vis dit fund – og indlevér gerne

Til detektoraftenen er du meget velkommen til at medbringe og indlevere dine egne detektorfund og få en snak med arkæologen og andre detektorførere om dem.

”Måske har du gjort et særligt spændende detektorfund, som du bare vise frem for nogen. Så er arrangementet en oplagt mulighed for at ”prale” og få fed feedback fra andre arkæologi-entusiaster,” opfordrer Rikke Maring.

Museets udstillinger vil være ekstraordinært åbent denne aften, så alle kan gå på opdagelse i 10.000 års fascinerende historie på Norddjursland.

For mere information kontakt: Arkæolog Rikke Maring på tlf. 2441 1461 eller på rm@museumoj.dk