Gammel muddermaskine med mandskab i kanal
start på hovedindhold

Flere fortællinger fra det utroligt populære Kolindsund

Museum Østjylland åbnede for snart et år siden særudstillingen Kolindsund – søen, der deler vandene. Og det var et klogt valg, for siden er det væltet ind med gæster. De har set udstillingen, været på omvisninger eller hørt foredrag om den altid aktuelle og til tider dramatiske historie om området, der engang var Jyllands største sø.

Gammel muddermaskine med mandskab i kanal

Grib nu en af de sidste chancer for at dykke ned i fortællingen om det omdiskuterede sund, når en af de to udstillingstilrettelæggere viser rundt og fortæller.

Det er gratis at være med, men husk at tilmelde dig.

Omvisning i særudstillingen Kolindsund – søen, der deler vandene, torsdag den 20. april 2023 kl. 14 - 15.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Gratis. Husk tilmelding.

"Kolindsund er måske nok et emne, der deler vandene. Til gengæld er vores gæster rørende enige om, at Kolindsund er utroligt spændene at dykke ned i! Omvisningerne i udstillingen har nemlig siden åbningen været fuldt booket, og deltagerne har været engagerede, konstruktive og spørgelystne," fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard, som er eftermiddagens omviser i særudstillingen.

Kolindsund – et hav af historier

Men hvorfor er fortællingen om sundet mon så populært? Svaret skal måske findes i den alsidige buket af historier, der dukker frem af overfladen på den drænede sø, når man roder lidt i den.

"Kolindsund fortæller danmarkshistorie. Samtidig er det en meget lokal historie om mennesker, der lever af og ved sundet og om naturens og landskabernes foranderlighed. Historien udspiller sig lige nu og her med debat om naturgenopretning og ikke mindst klimaforandringernes konsekvenser. Og tilmed er det en helt særlig durslandsfortælling, " fortæller museumsinspektøren, som også påpeger, at gæsterne i udstillingen møder både fugle, fisk og såmænd også en golfbane på deres vej rundt.

Kolindsund i Ørum og Fannerup

Det er ikke kun på museets egen adresse, at du fortsat kan opleve fortællingen om Kolindsund. På Ørum Bibliotek kan du se miniudstillingen Kolindsund – land, vand og by, og her kommer du hele vejen rundt om sundets og om landskabets historie.

Ved Fannerup Pumpestation har Pumpelaget Kolindsund oprettet et besøgscenter i et tidligere bådhus. Her kan du selvfølgelig også få den spændende historie med på vejen, når du er på de kanter.

"Kolindsund kommer også til at fylde i Museum Østjyllands forårs- og sommerprogram, så der er fortsat mulighed for at opleve meget mere Kolindsund den kommende tid. Og så vil jeg da i øvrigt opfordre til at tage vandreskoene på eller hoppe på cyklen og opleve det særprægede landskab Kolindsund her i forårssolen, " smiler Tina Bjerregaard.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 40486530 eller på tb@museumoj.dk