
Fra arbejdsdreng til pensionist: Guldsmeden fortæller
De 65 frivillige håndværkere med tilsammen mange hundrede års praktisk arbejdserfaring er det bankende hjerte på Håndværkmuseet i Randers. I en række små foredrag tager museets frivillige dig nu med på en serie rejser ind i deres arbejdsliv. Glæd dig til anekdoter om den stride mester, om værkstedsjargon og om håndværksteknikker, der næsten er forsvundet i dag – og om stolthed ved sit fag!

Første frivillig på podiet er pensioneret guldsmed Axel Andersson, der fortæller om livet som guldsmed primært i 1960’erne og 70’erne.
Det er gratis.
Foredrag: Fra arbejdsdreng til pensionist, tirsdag den 5. september 2023 kl. 13 - 13.30 på Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Gratis. Ingen tilmelding.
I sølv- og guldsmedeværkstedet på Håndværksmuseets 1. sal fortæller Axel Andersson om sin tid som travl og dedikeret guldsmed blandt guld og ædelstene. Vejen til livet med ædle metaller begyndte ved en tilfældighed som arbejdsdreng, men faget kom til at fascinere ham, og hans livsbane som guldsmed i Randers blev lagt.
"Vi er på museet meget glade for, at de frivillige har taget godt imod opfordringen til at holde små foredrag om deres forskellige arbejdsliv. Håndværkerne er jo fulde af gode historier, så som tilhører kan man godt glæde sig til en række "insider-historier" fra såvel guldsmedeværkstedet som fra rebslageri og frisør. Vi lægger stærkt ud med Axel, " smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
Vigtigt at lære fra sig
Axel Andersson fortæller selv, at ordene med lethed flyder ud af ham, når emnet er de mange år, han var i ædelmetallets tjeneste. Omdrejningspunkterne i foredraget er interessante arbejdsopgaver, samarbejder med gode kollegaer i Randers – og Axels ambition om at lære børn og unge om guldsmedefaget.
"Jeg har gennem tiden haft mange praktikanter på værkstedet. Jeg synes, det er vigtigt at lære fra sig, når man kan og gøre de unge interesserede i faget. – Og jeg har altid været ordentlig ved mine praktikanter," fastslår han, da det er en kendt sag, at praktikanter ikke altid blev behandlet med respekt.
I dag er det det frivillige arbejde på Håndværksmuseet, som fylder Axel Anderssons hverdag og hjerterum. Her er det også kontakten med børn og unge mennesker, der er værdifuld for ham. "Jeg sætter meget pris på at lære børn, at det er rigtig spændende at være håndværker", fastslår han.
Flere gange om året er Axel også netop involveret i både ferieaktiviteter for børn og besøg fra skoleklasser i Håndværksmuseets skoletjeneste.
Håndværksmuseet er en platform
Håndværksmuseets 24 værksteder er på museets åbningsdage torsdage, fredage og lørdage på skift bemandede med frivillige håndværkere. Uden de frivillige var der ikke noget Håndværksmuseum. Men de frivillige har omvendt også stor glæde af museet.
"Jeg er glad for at være frivillig på Håndværksmuseet og stadig være tæt på guldsmedefaget. Her har jeg mulighed for at fortælle om mit gamle fag, selvom jeg nu er pensioneret," slutter Axel Andersson, der glæder sig til at fortælle om guldsmede-livet i "gamle dage"!
For mere information kontakt: Museumsinspektør Lisette Berg Andersen på tlf. 24840188 eller på lba@museumoj.dk