start på hovedindhold

Gang i farvegryden med indigoblåt i Farvergården

I Farvergården i Ebeltoft har de en forkærlighed for den helt særlige indigoblå farve. Derfor slår museets konservatorer nu dørene op og demonstrerer, hvordan farveren i gamle dage forvandlede metervis af lyst klæde og garn med den bedste blå, indigo.

Besøg Farvergården to dage i august, når farvegryden simrer, kig konservatorerne over skuldrene og følg med i den fascinerende farveproces, hvor man undervejs ikke skulle tro, at det er blåfarvning, de har gang i!
Det er gratis.

Arbejdende værksted: Farven Blå – Indigo og blåtryk i Ebeltoft.
Tid: tirsdag den 4. august og onsdag den 5. august 2026 kl. 10 - 15.
Sted:
 Farvergården, Adelgade 15, 8400 Ebeltoft.
Gratis.

I den gamle Farvergård i Adelgade kunne farveren i gamle dage ikke høre ordet ”blå” uden at tænke ”indigo”. Når en kunde ønskede et klæde eller garn farvet blåt, vidste farveren, at han måtte have gang i plantefarvestoffet, indigo.

”Folk kunne hos farveren vælge mellem alle mulige farver, men der var én, der var særligt populær: Den blå! Især hos landbefolkningen var indigoblå igennem århundreder det mest populære farvevalg til det fineste tøj, de havde for omkring 150 år siden,” fortæller konservator Carsten Korthauer, der står klar ved farvegryden i det åbne værksted og demonstrerer farveteknik for alle med interesse for historie og gamle håndværk.

Intens indigo fra Indien

Der er forskel på farver. Der er selvfølgelig den åbenlyse, men også farvernes oprindelse og historie er vidt forskellig. For eksempel var den indigoblå, da den først kom til Europa for godt 300 år siden eksklusiv og eftertragtet – og ikke mindst, smuk.

”Indigo var dyrt og skulle importeres helt fra Indien og sendes i ugevis med skib,” forklarer konservatoren.

”Og så var farven tilmed vanskelig for farveren at arbejde med og krævede praktiske færdigheder og stor viden.”

Da farveriet i Adelgade stadig var i daglig drift for godt hundrede år siden, var det endda indrettet med et specielt rum, kun beregnet til den intense blå farve, indigo.

Plastik i det gamle farveri

Selvom museumsfolkene benytter sig af moderne hjælpemidler som plastikspande og den slags i det arbejdende værksted, får gæsterne en fin fornemmelse af den livlige aktivitet, der var, dengang farveren og hans svende havde fuld gang i farvegryderne.  

”Vi arbejder de to dage med farvning lige ved siden af det oprindelige værksted, hvor farvningen med indigo foregik i sin tid. Så det bliver nemt for publikum at se og forestille sig, hvor de arbejdsgange, vi viser, blev udført for over 100 år siden,” slutter konservator Carsten Korthauer.

For mere information kontakt:
Konservator Carsten Korthauer på tlf. 2058 0129 / ck@museumoj.dk
Konservator Anne Rostgaard Nielsen tlf. 2057 0619 / arn@museumoj.dk