start på hovedindhold

Hav, sand – og vikinge-sjov ved Fjellerup Strand

Uanset vejret, så elsker alle børn at være ved havet i deres sommerferie! Det gør museumsfolk selvfølgelig også, så nu gæster Det Rullende Museum feriebyen Fjellerup.

I det mobile museum kan du blive lidt klogere på historierne om vikingerne i Østjylland og hygge dig med små kreative projekter. Lav dit eget flotte vikingearmbånd, skriv med runer, præcist som vikingerne gjorde eller få en sej vikinge-tatovering.

Alle kan være med, så bare mød op på Thomasminde ved Fjellerup Strand.

Det er gratis.

Det Rullende Museum – Vikingesjov ved Fjellerup Strand, tirsdag den 4. juli 2023 kl. 10 - 14.

Sted: Thomasminde, Fjellerup Strand, Klitvej 120, 8585 Glesborg.

Gratis.

Sommerferien står for døren, og igen i år fylder Museum Østjylland den lille formidlingscampingvogn, Det Rullende Museum, med sjove og gratis ferieaktiviteter. Turen går rundt til mindre og lidt større byer i Østjylland i uge 26 og 27.

Årets tema er vikingetiden. Og det er ikke tilfældigt, fortæller de gode folk fra museet.

"Næsten alle synes, at historierne om de både barske og dygtige vikinger er vildt spændende. Det mærker vi tit her på museet. Det fascinerer også både store og små, drenge og piger, når fornemme vikingeskatte fra tid til anden dukker op af jorden, " fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, som også kan fortælle lokale vikingehistorier i børnehøjde, når han ruller ud med det mobile museum.

Pynt dig med vikingearmbånd

Mens Det Rullende Museum besøger Fjellerup Strand, kan du dagen igennem blandt andet prøve kræfter med en gammel vikinge-teknik, når der skal laves flettede armbånd af snor.

"Det er en sjov samarbejdsøvelse, hvor man to og to kaster såkaldte slyngstokke til hinanden og på den måde får flettet en fin snor, der kan omdannes til et armbånd. Båndet kan også dekoreres med for eksempel perler. Du kan selvfølgelig vælge mellem masser af forskellige farver garn og perler, så det bliver med garanti et armbånd, som ingen andre har, " forklarer Jesper Nørskov Pedersen.

Skriv med runer og få en tatovering

Ved du, hvordan dit navn skrives med runer? Hvis ikke, kan du heldigvis lære det i Det Rullende Museum, hvor du kan kigge nærmere på vikingernes ældgamle alfabet og prøve at skrive dit eget navn og små beskeder.

"Nogle af runerne minder om vores bogstaver, mens andre runer er helt anderledes. Så det er med at holde tungen lige i munden! " smiler museumsinspektøren.

Har du lyst til lidt pynt på kroppen, kan du også få en sej vikingetatovering, som selvfølgelig er af slagsen, som kan gå af igen med lidt vand og sæbe!

Museets sommerturné er en del af projektet Museet tæt på dig, som er støttet af ELRO Fonden.

Det Rullende Museum gæster også:

Hornslet, tirsdag den 27. juni.

Ørsted, onsdag den 28. juni.

Spentrup, torsdag 29. juni.

Langå, onsdag den 5. juli.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen på tlf. 51728055 eller jnp@museumoj.dk