
Jagten er gået ind – på museumsnisserne
Hvert år i november og december myldrer små og store børn ind på Museum Østjylland i Kulturhuset på jagt efter nissespor i udstillingerne.

I museets nissejagt leder børnefamilierne efter små nissefodspor og nisse-tableauer oppe og nede og hygger sig sammen, mens de løser et sjovt opgaveark og tæller ned til jul.
Det er gratis.
Nissejagten 2026: På sporet af museumsnisserne
Tid: lørdag den 14. november 2026 til søndag den 3. januar 2027
Sted: Museum Østjylland, Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis
Selvom årtiers børn har forsøgt at indfange de drilske små nisser på Museum Østjylland, er de stadig på fri fod!
”De kan ikke gøre for det, nisserne. De forstår bare ikke, at der skal være orden, regler og struktur på et museum. Ellers kommer der jo rod i historien, og de mange gamle ting kan gå i stykker. Derfor giver vi det endnu et forsøg i år og inviterer alle børn til at hjælpe med at få styr på nissernes roderier på museet,” siger museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen med et glimt i øjet.
Museumsnisser på 154 år
Nissejagten er bygget op af små hyggelige tableauer, der er kraftigt inspireret af juleudstillingens temaer. De små miljøer med nissernes mini-ting gemmer sig i udstillingerne blandt oldtidsfund, middelalderfortællinger og fru Buhls møbler i de historiske stuer.
”Nisserne har vist boet her, siden museet blev grundlagt helt tilbage i 1872, og vi har siden da haft besøg af dem hvert år op til jul. Men det er som om, nisserne bliver mere og mere dumdristige år for år og laver mere og mere ballade,” fortæller museumsinspektøren, som derfor håber, at mange nisseglade børnefamilier har lyst til at opspore nisserne, så der kan blive ro og orden på museet igen.
Nissejagten afsluttes med, at børnene finder det magiske kodeord, så de med rette kan være stolte af sig selv og indkassere en lille belønning i museets reception.
Har kun tænkt på børnene
Årets juleudstilling Det legende juleunivers favner leg, kreativitet og julens mange historier.
Efter Nissejagten kan børnefamilierne fortsætte den gode leg i udstillingen, der byder på mange sjove og hyggelige aktiviteter. Byg for eksempel uendelige nisselandskaber, lav nøgler til julens mange hemmeligheder og fold papirengle af gamle bøger. I udstillingen kan børnefamilier også kaste nisser i hul, spille kryds & bolle, knipse juleselfies og meget mere.
”Vi kan lige så godt indrømme det: Vi har kun tænkt på børnene, da vi lavede Det legende juleunivers. Her skal de bare hygge og bygge og i det hele taget have en dejlig tid med fantasi og kreativitet i fokus,” understreger Helle Lebahn Bentzen.
”Vi har bygget udstillingen i tæt samarbejde med ReMida, der om nogen er mestre i at finde skæve vinkler på hverdagens ting og genbruge overskudsmateriale, hvor man kan. Det er der kommet nogle meget sjove og fine juleaktiviteter ud af.”
Herrnhuter på hylderne
Både Nissejagten og Det legende juleunivers er ganske gratis at besøge, og man må blive lige så længe, man har lyst.
”Den eneste grund til at tage pung, betalingskort eller digitale penge op af lommen er, hvis fristelserne i museumsbutikken bliver for store! Vi har fyldt søde sager, julesennep, legetøj og ikke mindst håndlavet julepynt fra tre lokale kunsthåndværkere godt op på hylderne,” siger butikskoordinator Helene Kaad Christensen.
”Jeg vil gerne fremhæve de klassiske Herrnhuter-julestjerner, som vi har et stort udvalg af. Stjernen er klart den ultimative julestjerne med sine 25 spidser og tidløse design. Den blev udtænkt tilbage i 1830 i Tyskland og er siden da solgt vidt og bredt – ikke mindst her på museet, hvor den er en klassiker til både gaver og til en selv!”
Stjernerne findes i flere størrelser og farver.
For mere information kontakt: Museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen på tlf. 4048 6431 / hlb@museumoj.dk