start på hovedindhold

Kan du finde dine forfædre på nettet?

Du kan nemt gå på nettet og søge efter dine forfædre. Spørgsmålet er bare, om du kan finde dem! Nu kan du får alt den hjælp, du drømmer om, når de frivillige vejledere fra Randers Slægts- og Egnshistorisk Forening tager hul på en ny sæson med slægtsforskning i øjenhøjde. Kig forbi Den Blå Boks på Randers Bibliotek i Kulturhuset og lad de gode folk guide dig i jagten på dine forfædre!

Første chance er mandag den 15. januar og herefter den tredje mandag i de følgende to måneder. Det er gratis.

Få hjælp til slægtsforskning i Den Blå Boks, Randers Bibliotek, Stemannsgade 2,
8900 Randers C.

Mandag den 15. januar 2024 kl. 15-17.

Mandag den 19. februar 2024 kl. 15-17.

Mandag den 18. marts 2024 kl. 15-17.

Gratis.

Kan du vriste mening ud af en knudret gotisk håndskrift i kirkebøgerne på nettet?

Kan du finde den lille, men vigtige nål i internettets uoverskuelige høstak af informationer?

Lad medlemmerne af Slægts- og Egnshistorisk Forening hjælpe dig videre med slægtsforskningen, hvis du er havnet i en blindgyde. Foreningens medlemmer kender til alle de problemer, der kan opstå, når man søger efter sine aner på nettet – og heldigvis kan de hjælpe dig videre med det meste. Få svar på dine spørgsmål om udlagte barnefædre, teksttydning eller noget helt tredje.

Tilbuddet om hjælp til slægtsforskning er åbent både for nye og mere erfarne slægtsforskere, som alle kan møde op i Den Blå Boks på Randers Bibliotek og få hjælp til søgningen.

Du kan også få tips til gode websider og særlige kildetyper.

Slægtsforskning – populært som aldrig før

Engang var slægtsforskning en småstøvet disciplin for pensionerede overlærere, der brugte dage og uger bøjet over gamle arkivalier på lokalarkiverne.

I dag er det billede vendt helt på hovedet!

Slægtsforskning bliver mere og mere populært, og den stigende popularitet skyldes både den afsmittende virkning fra tv-programmer som "Forsvundne Arvinger", og især den stigende digitalisering af arkivernes materiale. Det gør det muligt for alle interesserede at komme i gang med skattejagten hjemme fra ens egen pc.

Gennem de sidste 10-20 år har mange af landets arkiver arbejdet intenst med at få gjort deres samling tilgængelig for flere borgere. I dag er for eksempel kirkebøger og folketællinger tilgængelige på internettet, og dermed er det blevet nemmere at komme i gang med slægtsforskningen.

For mere information kontakt: Arkivar Mathilde Storvang på ms@museumoj.dk