start på hovedindhold

Kvinderne døde, men deres historier lever videre

Mange af fortidens driftige kvinder ligger begravet på Østre Kirkegård i Randers. Men hvilke livsfortællinger og kvindeskæbner gemmer sig bag de sirlige navnetræk og årstal på gravstenene?

Det spørgsmål får du nogle gode bud på, når der i Randers Festuge er rundvisning på kirkegården med et særligt fokus på de begravede kvinder på stedet. Der bliver også tid til gode historier om selve kirkegården, byens ældst fungerende kirkegård.

Der er entre, og du køber din billet på Museum Østjyllands hjemmeside.

Kirkegårdsvandring: Kvinder på Østre Kirkegård, onsdag den 16. august 2023 kl. 16.30-17.30.

Mødested: Kapellet, Østre Kirkegård, Mellemvej 2, 8930 Randers NØ.

Billet 50 kr.

Rundvisere på Østre Kirkegård er Tina Knudsen Jensen og Inger Lyngdrup Nørgård fra Randers Stadsarkiv. De fortæller historier om kvinder, der på en eller anden måde markerede sig i samtidens Randers. Hør blandt andet historien om et familiegravsted, hvor engelskfødte Johanne Buhl ligger begravet.

Et usædvanligt eftermæle

Johanne Buhl giftede sig i 1912 med overretssagfører Paul Erhardi Buhl. Parret fik aldrig børn. Da Paul Buhl var død, og Johanne Buhl ikke havde arvinger, valgte hun i 1960’erne at donere sine tre stuers fulde interiør i Søren Møllersgade 32 i Randers til det nuværende Museum Østjylland.

Som kvinde fik Johanne Buhl på den måde sat sig et usædvanligt eftermæle!

De Buhlske stuer kan i dag ses på museet i Kulturhuset, hvor de overdådigt udsmykkede stuer er en skattet og populær del af de permanente udstillinger.

Drøhse kæmpede for kvinderne

Kirkegårdsvandringen går også forbi fru redaktør Thora Drøhses grav. Thora Drøhse var i sin samtid en markant kvindesagsforkæmper, som tog initiativ til at oprette en afdeling af Dansk Kvindesamfund i Randers i 1925. Det var ikke tilfældigt, at netop Thora Drøhse stod bag oprettelsen. Hun havde nemlig tidligere været aktiv i bevægelsen for kvinders valgret.

"Generelt var det sådan, at da kvinder fik valgret i 1915, blev kvindevalgretsforeningerne opløst. Men med tiden fandt flere af bevægelsens kræfter over i Dansk Kvindesamfund. Nu skulle rettighederne bruges, og her satte Thora Drøhse ind for at åbne muligheder for kvinder i samfundet, " fortæller arkivar Inger Lyngdrup Nørgård.

Gravstederne fortæller

Rundvisningen vil handle om kvindeliv og kvindeskæbner i en tid, hvor vores bedstemødre, oldemødre eller måske tipoldemødre var unge. Hvordan var deres livsvilkår? Og hvordan gjorde de en forskel i livet og hverdagen, som den engang udspillede sig i Randers? Gravstederne afslører ved nærmere eftersyn meget om kvindernes liv og vilkår.

"Læg mærke til, at kvindernes gravsteder afspejler deres position i samfundet. Hvem var de gift med? Hvad var ægtemandens stilling? Hvis kvinden ikke var gift, er hun så i sit eget gravsted, i familiegravsted eller måske hos en broder? " siger Inger Lyngdrup Nørgård.

Kirkegård. Grøn oase. Historiefortæller

Østre Kirkegård midt i Randers hed oprindeligt "Dødsminde" og fungerede som en assisterende kirkegård for Skt. Mortens Kirke. Da kirkegården blev anlagt på stedet i 1811, lå den langt uden for Randers! Stille og roligt har byen i dag omkranset arealet.

"Kirkegården fortæller på den måde også meget om byens udvikling, " forklarer Tina Knudsen Jensen.

Mange randrusianere benytter i dag ofte kirkegården som bypark med mulighed for at gå en tur eller slappe af på en bænk og nyde vejret. "Her kan du opleve en grøn oase liggende centralt i byen. Kirkegården er et åndehul både i hverdagen og et roligt helle midt i en hektisk festuge, " smiler arkivar Tina Knudsen Jensen.

For mere information kontakt:

Arkivar og arkivleder Tina Knudsen Jensen på tlf. 23449036 eller på tkj@museumoj.dk

Arkivar Inger Lyngdrup Nørgård på tlf. 23320963 eller på iln@museumoj.dk