Det er gratis og for hele familien.
Ferieaktivitet: Æblemad i Farvergårdens have, tirsdag 15. oktober 2024 kl. 11 - 14.
Sted: Farvergården, Adelgade 15, 8400 Ebeltoft.
Gratis.
Æblet er en herlig frugt, som fås i mange sorter og varianter: sprøde, søde, saftige eller syrlige og gode at gemme til vinteren. I efterårsferien fejres æblet i hele Ebeltoft. Byen er nemlig æblets by – og Museum Østjylland er selvfølgelig med til festen!
I Farvergårdens have står faktisk det helt særlige Æbeltoft-æbletræ, som første gang blev artsbestemt af A.G. Petersen, som var farver i Farvergården.
Farvergårdens efterårsklædte have er tirsdag i efterårsferien rammen om den hyggelige aktivitet. Over bålet laver museets medarbejder sammen med alle interesserede forskellige æbleretter med æbler – både søde, stærke og helt traditionelle.
”Æbler er jo en utrolig dejlig spise, som kan tilberedes på et hav af forskellige måder. Nogle æbler er lækre, som de er, imens andre gør sig meget bedre i for eksempel en dejlig grød, en stærk chutney eller som det ekstra pift i en ret. I efterårsferien kommer vi til at afprøve en masse af retterne, for der er virkelig mange, flotte æbler i træerne i år, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard, som står for madlavningen denne dag.
”Én af de retter, der plejer at være ret populær, er æbleflæsk. Den er jo helt traditionel.
Men vi koger også en lidt spicy chutney, så alle kan holde varmen i efterårets kølige luft!”
Det er dejligt at smage på alle de forskellige æble-retter, men det er nu endnu bedre, når man selv er med til at lave dem! Derfor kan du selvfølgelig selv være med til at skrælle, snitte, koge og røre i gryderne.
”Familiens yngste børn kan sikkert være med til at lave for eksempel kanelæbler. De større børn kan prøve lidt af det hele – og måske blive inspireret til at fortsætte æble-tryllerierne derhjemme i efterårsferien,” foreslår museumsinspektøren.
Æblemad-aktiviteten er for alle – de mindste skal dog have en voksen ved deres side, da æblerne skal skæres og snittes med knive og tilberedes over åben ild.
Aktiviteten er en del af årets Ebelfestival.
Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 eller på tb@museumoj.dk