start på hovedindhold

Museum Østjylland åbner ny udstilling – om skrald, lort og skidt!

Museum Østjylland er i fuld gang med at forberede en ny særudstilling, og der bygges på livet løs bag de gule bindingsværksmure i Grenaas bymidte. Museet genåbner nemlig snart de dele af Købmandsgården, som ikke har været ramt af skimmel.

Når dørene slås op for publikum onsdag den 24. juni, er det med en helt ny særudstilling Væk med Skidtet! – og alle er inviteret til festlig fejring, når museet åbnes med et ordentligt skrald!
Det er gratis. Der serveres kage, saftevand og kaffe for store og små gæster.

Åbning af særudstillingen Væk med Skidtet! onsdag den 24. juni 2026 kl. 10.
Sted: Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.
Gratis. Der serveres kage, saftevand og kaffe.
Væk med Skidtet! kan ses til og med den 21. februar 2027.

Særudstillingen Væk med Skidtet! fortæller historien om affald og spildevand fra oldtiden til i dag. Udstillingen er målrettet børn og deres voksne.

”Vi har valgt, at udstillingen skal henvende sig til et meget ungt publikum – nemlig de 4 - 10-årige, som selvfølgelig besøger udstillingen sammen med deres voksne,” understreger museumsinspektør Tina Bjerregaard, der sammen med museumsinspektør Lea Glerup, Møller, arkivar Martin Mouritzen og arkæolog Jakob Westermann er ansvarlige for det faglige indhold i særudstillingen.

”Børn er gode til at sortere affald – for mange er det helt naturligt. Derfor vil vi gerne fortælle historien i børnehøjde, så vi rammer den målgruppe, der vokser op i det,” påpeger Lea Glerup Møller.

Udstillingen opbygget, så der er masser af leg hele vejen igennem den. De små gæster kan blandt andet grave efter oldtids-skrald, fiske affald op af åen, prøve en lorte-labyrint – og teste, hvor gode de er til at sortere deres affald.

Oldtids-skrald fortæller historie

Affald, skidt og spildevand er der nok af – og sådan har det altid været.

”Oldtidens affald er anderledes end alt det, vi smider ud i dag. Men heldigvis er der stadig en hel masse oldtidsaffald derude, som bare venter på at blive undersøgt! Oldtidsmenneskenes affald kan nemlig fortælle os en hel masse om, hvordan de levede for tusindvis af år siden,” forklarer arkæolog på Museum Østjylland, Jakob Westermann.

I særudstillingen er der rig mulighed for netop at undersøge oldtids-skrald – både under lup og i en lille arkæologisk udgravning.

Udstilling bygget af genbrugsguld

Væk med Skidtet! handler ikke kun om affald – den er også bygget af affald! Museum Østjyllands medarbejdere har nemlig hentet paller, pandeplader, lamper, plastiklegetøj og andet godt fra Reno Djurs’ genbrugsstationer – så udstillingen har et helt særligt udtryk:

”Vi bygger udstillingen med det, vi kunne finde derude. Derfor har vi ikke haft en tydelig plan for, hvordan udstillingen skulle ende med at se ud. Det bestemmer materialerne,” fortæller arkivar Martin Mauritzen:

”Der har været rigeligt at tage af på genbrugsstationerne. Det var noget af en øjenåbner for os, at der var meget!”

Samarbejde om skidtet

Særudstillingen dykker ned i fortællingen om både affald og spildevand, og hvordan vi gennem tiden har håndteret de stigende mængder af begge dele. Derfor allierede Museum Østjylland sig tidligt i processen med de lokale eksperter på området: Reno Djurs og AquaDjurs.

”Hos Reno Djurs er vi glade for at bidrage til en udstilling, der sætter fokus på vores forhold til affald, genbrug og omtanke for materialer – både historisk og i dag. Vi har blandt andet bidraget med materialer fra vores genbrugsstationer, som nu indgår i udstillingen og viser, hvordan brugte materialer får nyt liv. Sammen med museet og AquaDjurs håber vi på at kunne inspirere flere til at se værdien i de materialer og ting, vi allerede har omkring os,” påpeger Charlotte Sørensen, formidler ved Reno Djurs.

”Vi er i AquaDjurs rigtig glade for at bidrage til museets udstilling om spildevandets historie. Håndteringen af spildevand er en vigtig del af den infrastruktur, der gør det muligt for os at leve det moderne liv. Udstillingen viser også, at vi gennem tiden er blevet klogere og hele tiden udvikler os. Det gør vi stadig den dag i dag for at passe på både miljøet og folkesundheden,” understreger Matthias Bøgeskov Lageri, ledelsessupport hos AquaDjurs.

I udstillingen kan man foruden affald fra Reno Djurs opleve autentisk ”ristegods” fra AquaDjurs som eksempel på ting, der bestemt IKKE burde havne i toilettet.

Åbning med et stort skrald!

Når udstillingen åbner onsdag den 24. juni kl. 10 om formiddagen, er tidspunktet et helt bevidst valg. Museum Østjylland ønsker nemlig at få besøg af så mange glade børn til åbningen som muligt. Derfor er dagtilbud og indskoling inviteret til at komme og lave en masse larm. Børnene er opfordret til at tage et skralde-instrument med, så udstillingen kan åbnes med et kæmpe skrald!

Væk med Skidtet! er lavet i samarbejde med Reno Djurs, AquaDjurs og Grenaa Egnsarkiv.

For mere information kontakt: Museumsinspektør Tina Bjerregaard på tlf. 4048 6530 / tb@museumoj.dk