start på hovedindhold

Vær kreativ med genbrug i fire herlige juleworkshops

Frem med saks og limpistol. Nu skal der julehygges! I fire kreative workshops på Museum Østjylland, griber museet og ReMida dybt i posen med alle mulige genbrugsdimser og laver skønt julepynt og særlige julegaver.

Alle børn, store og små og deres voksne er inviterer til at være med, når materiale, der ellers ville blive skrottet, får nyt liv som små personlige julekunstværker.
Workshopperne er blevet til i samarbejde med ReMida, der arbejder med kreativt genbrug. Workshopperne laves i forbindelse med årets juleudstilling Det legende juleunivers.
Gratis.

Jule-krea-genbrugs-workshop på Museum Østjylland
Tid: lørdag den 14. november kl. 11 - 14 i forbindelse med udstillingsåbning.
Desuden lørdag den 21. november, 5. og 12. december 2026. Alle tre dage kl. 10 - 13.

Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Gratis.  

I udstillingen Det legende juleunivers er børns leg og kreativitet omdrejningspunktet, og i de fire kreative workshops sætter ReMida ekstra gas på den kreative leg. ReMida er et center, der indsamler overskudsmateriale fra virksomheder og private, og i samspil med børn og unge omdanner det til dekorative, overraskende, humoristiske værker.

”Den lå lige til højrebenet, at vi fra museets side gerne ville fortsætte vores gode samarbejde med ReMida i årets juleudstilling, så de også kunne stå i spidsen for de fire workshops. De gode folk fra det kreative center kan kunsten at tænke ud af boksen og se potentiale og kreative muligheder i genbrugsmaterialer, hvor vi andre måske bare tænker skrald og skrammel,” smiler jule- og museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

”Det kan ikke undgå at blive fedt, når børn i alle aldre folder sig ud i de fire workshops her op mod jul. Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad de kreative børn kan skabe ud af tilsyneladende værdiløse ting.”

Børn er naturligt kreative

ReMida sørger for, at workshoppens materialebank er fyldt til randen med skønne overskudsmaterialer, der venter på at blive omdannet til hyggelige, finurlige og julede kreationer. Limpistolen bliver den uundværlige makker, men endnu vigtigere er fantasi og lyst til at være kreativ.

”Den trang har de fleste børn nemlig. Nogle voksne har glemt den, men så kan de i workshopperne lade sig smitte af børnenes umiddelbare lyst til at bygge og skabe og hele tiden afsøge nye veje,” siger Lisette Berg Andersen.

Julegaven til mor?

Workshopperne er gratis. Man kan lege med lørdag den 14. november mellem kl. 11 og 14. Samme dag er der også åbning af udstillingen Det legende juleunivers, hvor børnefamilier og alle andre også er meget velkomne.

”Så møder du op kl. 11, får du en festlig udstillingsåbning med varme juledrikke og søde sager med i købet,” lover juleinspektøren.

Børn og deres voksne kan også besøge de kreative workshops den 21. november og 5. og 12. december. Her er det fra kl. 10 - 13.

”Medbring fantasi og godt julehumør, så garanterer vi til gengæld, at dagen bliver hyggelig og sjov. Og hvem ved, måske kan du efter en veloverstået workshop tikke gaven til mor, bedstefar eller veninden af,” slutter Lisette Berg Andersen.

For mere information kontakt: Jule- og museumsinspektør Lisette Berg Andersen tlf. tlf. 2279 5432 / lba@museumoj.dk