Middelalderens Mennesker

Lær mere om middelalderbyen Randers og de mennesker, som levede i byen.

RandersPermanent

Middelalderen fascinerer de fleste som en dramatisk tid, der har givet næring til mange myter. I udstillingen møder du den stolte ridder til hest, den fattige skomager med familie og Helligåndsklostrets prior, som havde gode råd mod hæmorider, gigt og podagra!

Se blandt meget andet også den mere end 500 år gamle alterkalk fra Sct. Mortens Kirke udstillet side om side med sko fra 1300-tallet. Ridderens våben er også på plads i montren sammen med smedens produkter og de synåle, som nonnerne i byens Vor Frue Kloster syede med i deres syskole.

Udstillingen er fyldt med lyde, lys, lugte og en mangfoldighed af billeder. Blandt udstillingens sanseindtryk er lyden af hestehovenes gungren mod jorden, når ridderen kommer galopperende, ildskæret fra helvede, hvor synderne martres og duften af kirkens røgelse.

På udstillingens tv-skærme fortæller computeranimationer og film om middelalderens bygningsværker og håndværksteknikker.

Udstillingen har også et særligt aktivitetsområde for børn. Her kan de klæde sig ud som munk eller adelsdame, prøve ridderens våben og spille sjove middelalderspil. Der er også mulighed for at gå på opdagelse i udstillingens computerskærme, hvor der er mere viden om middelalderen.

Museum Østjylland i Kulturhuset i Randers